Langrend

Martin Møller i VM-form

Den grønlandske langrendsløber sluttede igen som nummer 18 ved en maratoncup i Østrig

Martin Møller efter maratoncup i Østrig
Offentliggjort

For en måned siden opnåede langrendsløberen Martin Møller fra Nuuk det bedste resultat, han nogenside har opnået, da han blev nummer 18 ved den internationale marathoncup i italienske Livigno. Søndag blev det igen til en 18. plads ved marathoncuppen i Østrig, Dolomiten Lauf.

Et resultat, som han er glad for.

Læs: Bedste internationale resultat for Martin Møller

- Løbet skulle være afholdt nede i 600 meter over havet, men på grund af snemangel blev løbet flyttet op i 1600 meter over havet. Det var jeg ikke helt forberedt på, da jeg til dagligt træner ved hav-niveau i Nuuk, så jeg havde en lidt tung følelse under løbet, skriver Martin Møller.

Dog er han glad for sin 18. plads uden optimale forberedelser.

- Det viser det, at jeg er i rigtig god form og på rette vej her en måned før VM, siger Martin Møller.

Skal løbe i Italien
Han skulle ellers have løbet et world cup-løb i Rusland i den kommende weekend, men det lykkedes ikke for ham at få visum til Rusland.

- I stedet bliver det et spændende møde med endnu et langdistance-løb. På søndag løber jeg Marcialonga i Italien, som er på 70 km i klassisk stil. Dette er et lidt specielt løb, og jeg regner med at køre løbet uden fæstesmøring på skiene og kun bruge armene for at komme fremad, da det oftes går hurtigere i lange løb i klassisk stil, siger Martin Møller.

Powered by Labrador CMS