Nuuk

Mand sigtet for drab på kvinde

Politiet i Nuuk har nu sigtet en 44-årig mand for at have dræbt en 38-årig kvinde. Klokken 16.00 bliver han fremstillet for Sermersooq Kredsret

Blok 5 i Nuuk ligger tæt på Hotel Hans Egede, som ses lige i baggrunden. Politiet ankom med fuld udrykning til blokken på Store Slette lidt før klokken 03.00 natten til torsdag, hvorefter betjentene hastede op på 3. sal for derefter ret hurtigt at eskortere den nu sigtede mand til en patruljevogn

En 44-årig mand er nu sigtet for at have dræbt en 38-årig kvinde i Nuuk natten til torsdag.

Det oplyser politiet.

Som Sermitsiaq.AG har skrevet, rykkede politiet til Blok 5 på Store Slette ved 03.00-tiden, fordi en kvinde var blevet udsat for vold og havde brug for en ambulance.

- Ved politiets ankomst fandt politipatruljen en 38-årig livløs kvinde. Der blev straks iværksat førstehjælp, hvorefter kvinden blev bragt til Dronning Ingrids Hospital, hvor hun klokken 03.47 blev erklæret død, oplyser vicepolitiinspektør Pavia Kleist.

Læs og se billeder i: Kvinde død – politiet efterforsker sagen

Alkohol involveret?
Han fortæller, at der nu er tilkaldt en obducent med henblik på en nærmere klarlæggelse af dødsårsagen.

- Der er er i forbindelse med sagen blevet foretaget anholdelse af en 44-årig mand. Manden er sigtet for manddrab og vil i dag, torsdag, klokken 16.00 blive fremstillet for Sermersooq Kredsret med henblik på tilbageholdelse, forklarer Pavia Kleist fra politiet i Nuuk.

Politiet arbejder ud fra en formodning om, at der har været alkohol involveret i det mulige drab, men har på nuværende tidspunkt ingen yderligere kommentarer til sagen, som Sermitsiaq.AG følger.

Powered by Labrador CMS