østgrønland

Mand idømt seks års anstaltsanbringelse for knivdrab

En 45-årig mand er ved Sermersooq Kredsret blevet dømt for et mord begået i Kulusuk i juni 2014. Dommen er modtaget af både anklagemyndigheden og den dømte

Seks års anstaltsanbringelse.

Sådan lød dommen til en 45-årig mand, da han fredag modtog sin dom i Sermersooq Kredsret.

Den 45-årige blev idømt seks års anstaltsanbringelse for et drab på en 50-årig mand i Kulusuk begået i juni 2014. Den dømte blev desuden fundet skyldig i en række andre forhold, herunder vold og røveri, oplyser anklagerfuldmægtig hos Politimesterembedet i Grønland Henrik Prien-Larsen.

Læs: Formodet knivdrabsmand varetægtsfængslet

Gik efter syv års anstaltsanbringelse
Dermed fik anklagemyndigheden ikke helt, som man havde håbet på, da anklagemyndighedens påstand var syv års anstaltsanbringelse

- De øvrige forhold, udover drabsforholdet, var af ældre dato. Og derfor fastsatte Sermersooq Kredsret foranstaltningen til seks års anstaltsanbringelse, oplyser Henrik Prien-Larsen.

Dommen er modtaget af både anklagemyndigheden og den dømte, der er tilbageholdt med henblik på afsoning.

Læs: Mand formodes dræbt i Kulusuk

Livløs i et hus
Natten til onsdag den 25. juni 2014 modtog politiet i Tasiilaq kort efter klokken 02.00 en anmeldelse om, at en 50-årig mand var fundet livløs i et hus i Kulusuk.

Powered by Labrador CMS