Mand idømt forvaring for voldtægt og drabsforsøg

En mand i midten af 20’erne er ved Grønlands Landsret blevet idømt forvaring på ubestemt tid i Danmark for blandt andet at have overfaldet to kvinder med henblik på både at voldtage og dræbe dem

Om natten den 1. marts 2017 blev to kvinder med kort tids mellemrum overfaldet omkring Radiofjeldet i Nuuk.

Efterforskningen førte til, at en mand, i midten af 20'erne, senere samme dag blev anholdt for overfaldene. Grønlands Landsret fandt ham – ligesom Sermersooq Kredsret – skyldig i både at have forsøgt at voldtage og efterfølgende dræbe begge kvinder ved kvælning, skriver senioranklager Tobias Berg i en pressemeddelelse.

Grønlands Landsret har fredag idømt manden forvaring på ubestemt tid i Danmark.

Det oplyses, at under overfaldet på den første kvinde flygtede manden, da en bekendt til kvinden kom til stedet, da han hørte hendes råb om hjælp. Umiddelbart herefter overfaldt han en anden kvinde, som efter længere tids kamp for sit liv fik kæmpet sig fri og nåede hjem, hvor hun fik banket på døren til sine forældre. Han fulgte efter hende til døren, hvor han fortsat forsøgte at kvæle hende, men det lykkedes kvindens mor, at få hevet sin datter i sikkerhed indenfor, hvorefter han flygtede.

- Manden som var tiltalt i seks forhold, blev herudover også fundet skyldig i to voldsforhold samt et forhold om falsk anmeldelse. Blandt andet henset til at han tidligere er dømt for drabsforsøg fandt retten det nødvendigt at idømme ham forvaring på ubestemt tid i Danmark, fremgår det i pressemeddelelsen.

Manden har været tilbageholdt siden anholdelsen den 1. marts 2017 og blev fortsat tilbageholdt efter dommen med henblik på fuldbyrdelse.

Powered by Labrador CMS