Maliina står fast trods protester

Normalisering af udbetaling af decemberløn for månedslønnede i selvstyret, siger Maliina Abelsen

Maliina Abelsen viger ikke en tomme, trods 1.500 protestunderskrifter fra SIK og 800 fra en borgergruppe.. (Foto. Leiff Josefsen).

SIK har i dag afleveret en underskriftsindsamling imod naalakkersuisuts beslutning om at normalisere udbetalingen af decemberlønnen for månedslønnede i selvstyret. Også kaldet ”juleløn”.

Ligeledes har en borgergruppe afleveret en underskriftsindsamling imod naalakkersuisuts beslutning.

- Jeg har naturligvis forståelse for, at ændringer betyder forandring, og at en ny situation skal tilpasses. Men jeg har stor tillid til vores børnefamilier. Beslutningen i naalakkersuisut er taget på baggrund af administrative besparelser og vil desuden betyde, at januar måned ikke vil blive så økonomisk lang, siger medlem af naalakkersuisut for finanser, Maliina Abelsen.

Naalakkersuisut fastholder sin beslutning. Ligesom naalakkersuisut fastholder, at udvikling af et økonomisk selvbærende Grønland indebærer at tage nødvendige beslutninger om minimering af unødvendige omkostninger i centraladministrationen.

Beslutningen omhandler hverken de 14 dages lønnede, de studerende eller pensionister.

Naalakkersuisut tog beslutningen i april i år og har efterfølgende meddelt dette til offentligheden.

Powered by Labrador CMS