undersøgelser

Makreller findes i hele det østgrønlandske farvand

Ved Grønlands Naturinstituts undersøgelser af makrelbestanden i østgrønlandsk farvand blev der registreret makreller i stort set hele det undersøgte farvand

Det mest overraskende resultat er, at der er makrel syd for Kap Farvel, og at der er registreret gydende makrel i undersøgelsesområdet.

Der var gode nyheder da Grønlands Naturinstitutet, Pinngortitaleriffik, havde undersøgelser af makrelbestanden mellem Tasiilaq og Kap Farvel i østgrønland.

For i undersøgelsen blev der registreret makreller i stort set hele det undersøgte farvand - undtagen i det kolde kystvand. Undersøgelserne blev afsluttet den 12. august.

- Det mest overraskende resultat er, at der er makrel syd for Kap Farvel, og at der er registreret gydende makrel i undersøgelsesområdet, siger afdelingschef for Fisk og Skalddyr i Pinngortitaleriffik, Helle Siegstad, i en pressemeddelelse fra Pinngortitaleriffik.

Og biologerne vurderer, at der også kan forekomme makrel i Sydvestgrønland, men området her er endnu ikke undersøgt.

Der er makrel i store dele af Nordøstatlanten. To norske skibe, et færøsk og et islandsk skib har fra midten af juli til midten af august opmålt makrelbestanden i deres respektive farvande. Grønland har i år chartret det islandske forskningsskib Arni Fridriksson til at foretage de biologiske undersøgelser efter makrel i farvandet 200 sømil ud fra Grønlands østkyst.

Biologer fra Grønland, Island, Færøerne og Norge oparbejder i disse dage de mange data fra i år. Opmålingen i østgrønlandsk farvand vil indgå i den internationale vurdering af den samlede bestand. Naturinstituttet er repræsenteret i kernegruppen af forskere, der foretager disse beregninger.

Resultaterne præsenteres på et arbejdsgruppemøde i det Internationale Råd for Havforskning (ICES) i København i dagene 26. august til 1. september. Det endelig kvoteråd fra ICES for 2015 vil først foreligge i begyndelsen af oktober.

Powered by Labrador CMS