Færøerne

Magni Arge: Canadiske fisk får bedre adgang til Danmark end færøske

Folketingsmedlemmet understreger, at der er et misforhold i Rigsfællesskabet

Magni Arge

Under folketingsdebatten om EU's frihandelsaftale med Canada - CETA - tog Magni Arge (Tjóðveldi/Republikanerne) ordet for at gøre opmærksom på, at canadadiske fiskeprodukter får bedre adgang til Danmark end færøske.

Magni Arge kan intet se i CETA af færøsk interesse, mens man har givet Canada fri adgang til at eksportere forarbejdede fiskevarer til Danmark og EU, og danske og EU-fiskeskibe får adgang til canadiske havne.

Læs: Danmark vælger igen EU frem for Færøerne og Grønland

Ændrer konkurrenceforholdene
- De to forhold ændrer konkurrenceforholdene. Færøske fiskeskibe har ikke adgang til canadiske havne, og vi har hellere fri adgang til det dansk-europæiske marked for fiskevarer. Der ligger et misforhold, siger Magni Arge efter debatten, der fandt sted torsdag den 13. oktober.

Egne aftaler
Derfor er CETA i hans øjne endnu et eksempel på, at færøske og grønlandske interesser ignoreres i internationale forhandlinger, som EU fører på Danmarks vegne. Han ønsker, at Færøerne selv kan indgå handelsaftaler.

Begrænset
- Vi har en begrænsende udenrigspolitisk lov, som gør, at Færøerne ikke kan agere frit i handelspolitiske forhold. Vi kan ikke blive medlem af WTO, EFTA osv. Vi har sværere ved at komme ind i frihandelsaftaler, siger Magni Arge.

Konkurrencefordel
- Først har man delegeret til EU at forhandle luftfartspolitiske aftaler, hvor man egentlig udelukker Færøerne fra at være en del af den samlede luftfartspolitiske aftale, mens man tager hensyn til Island og Norge. Vi stilles sværere, og vi har intet alternativ, fordi det er dansk ressortområde, siger Magni Arge.

Læs: Den færøske lakseeksport til Rusland er tidoblet

Ikke konkurrencefordel
- I forhold til den canadiske aftale, som også bliver forhandlet gennem EU, lægger man sig ned og åbner for et frit flow af fiskeeksport ind til Danmark og EU under forhold, som Færøerne ikke har. Canada opnår en konkurrencefordel i forhold til Færøerne, hvad angår eksport til Danmark.

Begrænset aftale
- Færøerne har kun en begrænset handelspolitisk aftale (dvs. toldfrihed eller lavere told) med EU i form af en positivliste, som blandt andet ikke indeholder makrel på dåse.

Pragtfuldt fællesskab?
- Man siger, vi har et pragtfuldt fællesskab, som man værner om og skal styrke, men man indgår gerne aftaler med tredjelande uden overhovedet at kigge på, om man burde have sørget for, at alle rigsdelene – som det hedder så pænt – i det mindste var ligestillede, siger Magni Arge i en ironisk tone.

TTIP
Han har ikke studeret den amerikansk-europæiske aftale TTIP, som er ved at blive forhandlet, men han forestiller sig, at det samme gælder for TTIP som CETA.

- Jeg har været til et møde i det amerikanske udenrigsministerium, hvor jeg sagde, at de bør tage højde for, at Færøerne kan komme med i en eventuel handelsaftale, der indgås mellem USA og Europa, så vi er ligestillet med de andre lande, oplyser Magni Arge.

- Der er ingen grund til – også af sikkerhedspolitisk hensyn - at drive os længere ind i favnen på Putin, end hvad EU allerede har gjort. Jo mere du bliver udelukket fra markeder, er det naturligt at handle mere dér, hvor man kan komme til, anfører han.

Mellemløsning
De nordatlantiske regeringer arbejder for en anden model for rigsfællesskabet, der betegnes som 'free association'. Magni Arge taler om en 'føderativ mellemløsning.'

- Jeg advokerer for en pragmatisk holdning til disse ting. Hvis der skal være nogen værdi ved at være i et rigsfællesskab, så må det være mere end skåltaler. Så må man også sørge for, at man har de samme muligheder for at skabe velfærd som andre har.

- Et uafhængigt Færøerne ville være bedre end den nuværende situation, for så ville der ikke være begrænsninger på vore handlemuligheder, som der er i dag, tilføjer Magni Arge, som skifter Folketinget ud med Lagtinget resten af året.

Arktisk redegørelse om handelsforhandlinger
Landsstyret i Tórshavn og Naalakkersuisut må selv være om sig, mener udenrigsminister Kristian Jensen (V). Det fremgår af den arktiske redegørelse, som blev offentliggjort fredag 14. oktober og som debatteres i folketingssalen den 25. oktober.

- Mens Danmark er en del af EU’s toldområde, er Færøerne og Grønland særskilte toldområder inden for kongeriget. Arbejdet med at indgå handelsaftaler vil derfor i høj grad skulle drives af relevante myndigheder i Færøerne og Grønland med Danmark (Udenrigsministeriet) som aktiv medspiller, fremgår det af udenrigsministerens redegørelse.

- Derfor er der en løbende dialog mellem henholdsvis Danmark og Færøerne og Danmark og Grønland om dansk bistand i forbindelse med indsatser, der kan forbedre markedsadgangen til vigtige eksportmarkeder.

Tyrkiet
- Færøerne indgik således i december 2014 med bistand fra Udenrigsministeriet en frihandelsaftale med Tyrkiet, som skal sikre Færøerne større eksport af især laks og pelagiske fisk. Færøerne har påbegyndt en dialog med kommissionen om en mulig modernisering af den eksisterende handelsaftale med EU. Fra dansk side har man over for EU støttet Færøernes ønske herom.

Toldbarrierer
- Grønland er ved at afslutte en kortlægning af internationale samhandelsprioriteter og væsentlige toldbarrierer. Kortlægningen skal skabe grundlaget for grønlandske handelsfremmeindsatser, herunder indledning af forhandlinger om bilaterale handelsaftaler med prioriterede markeder. Udenrigsministeriet vil bistå Grønland i disse bestræbelser, slutter den arktiske redegørelse.

Powered by Labrador CMS