fra Sisimiut til Nuuk
Måtte vente i tre dage før dreng med brækket arm blev fløjet til Nuuk
En dreng på fire år faldt ved uheld søndag og brækkede sin venstre arm i Sisimiut. Men først tre dage efter blev han fløjet sammen med sin mor til Nuuk
Fireårige Miilu Lundblad Olsen fra Sisimiut kom ud for et uheld søndag og brækkede sin venstre arm omkring klokken 12.00.
Han blev hurtigt i bil bragt til Sisimiuts sygehus, da hans venstre arm var svært skadet.
Den lille drengs venstrearm blev røntgentfotograferet, og Miilu Lundblad Olsen fik blot smertestillende piller fra sygehuset og blev sendt hjem. Hans mor, Ivalu Olsen, fik at vide, at hendes søn ville blive fløjet til Nuuk om tirsdagen, da børn, der har brækket noget, bliver sendt til Nuuk.
- Det var hårdt, for jeg skulle passe på ham hele tiden, så han ikke fik smerter. Jeg har ikke sovet så meget i de seneste dage, fortæller Ivalu Olsen til Sermitsiaq.AG.
Blev først fløjet onsdag
Men Ivalu Olsen og hans søn blev ikke fløjet til Nuuk tirsdag. Hun blev meddelt af Air Greenland, at piloterne havde overskredet arbejdstiden, og hvile var nødvendig. Derudover var der for få passagerer, der skulle til Nuuk.
- Jeg kunne ikke forstå det. For der fløj fly til Nuuk tidligere på dagen. Jeg ringede rundt til sygehuset i Nuuk og Sisimiut og til Air Greenland. Jeg blev hele tiden omstillet til forskellige steder, som om der ikke var nogen, der ville hjælpe os. Så tog jeg selv til lufthavnen og viste min søns venstre arm, og der så personalet, hvor alvorligt det er, siger Ivalu Olsen.
Dagen efter, onsdag, blev Ivalu Olsen og hendes søn fløjet til Nuuk og ankom klokken 17.30.
- Jeg havde ellers forventet, at han skulle blive opereret med det samme, da vi ankom til Nuuk. Lægerne sagde til mig, at operationen kan være kompliceret, da børnenes knogler heles hurtigere, siger Ivalu Olsen og fortsætter:
- Jeg håber virkelig ikke, at andre kommer til at opleve, hvad vi har oplevet de seneste dage.
Miilu Lundblad Olsens venstre arm bliver opereret på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk senere i dag, onsdag.
Sermitsiaq.AG er ved at indhente en kommentar fra Air Greenland og sundhedsvæsenet.
Se to billeder under denne tekst