Gå til hovedindhold

Maaseeraq og Jens til Ironman på Lanzarote

Lørdag den 26. maj går det løs for Jens Bjerge og Maaseeraq Benjaminsen, der sammen med Michael Collin og Simon Lang fra Nuuk, deltager ved Ironman på De Kanariske Øer

Flere måneders intensiv træning skal kulminere, når Jens Bjerge, Maaseeraq Benjaminsen, Michael Collin og Simon Lang fra Nuuk skal prøve at gennemføre Ironman på Lanzarote senere på måneden. 

Alle fire kaster sig ud i 3,8 kilometer svømning, 182,2 kilometer kuperet cykling afsluttende med 42,2 kilometers løb.

Varmen bliver en udfordring

Sermitsiaq.AG har talt med Jens Bjerge, der er klar til at gennemføre sin 11. Ironman, og Maaseeraq Benjaminsen, der er Ironman-debutant.

- Cyklingen og derefter løbe-konkurrencen bliver den største udfordring. Cykelruten er meget kuperet, og løbeturen vil også være rigtig hård, da det samtidigt være rigtigt varmt, siger Jens Bjerge, der for tre år siden deltog ved VM i Ironman på Hawaii.

Maaseeraq Benjaminsen har gennemført flere triatloner sidste år, kortere udgave, og han har trænet intensivt nu i flere måneder:

- Jeg træner i to timer seks gange om ugen. Siden januar har jeg trænet hårdt, men jeg har vedligeholdt min kondition siden sidste år. Jeg fik testet min form i januar, og har derefter trænet de svagheder, jeg har. Jeg er meget spændt på min første deltagelse, men jeg er rigtig godt tilfreds med min nuværende form, siger han.

Råd fra veteranen

Jens Bjerge arbejder til dagligt på vandkraftværket i Buksefjorden ved Nuuk og træner på løbebånd og indendørscykel, også omkring to timer om dagen.

- Det har været svært at træne udenfor, da der stadig er sne, og træningen har også været anderledes, da jeg skal optimere min form tidligere end de andre år, hvor jeg har trænet til Ironman i København, der sker i august, fremhæver han.

- Jens, hvad er dit bedste råd til Maaseeraq, der skal deltage for første gang?

- Han må kontrollere sin puls hele vejen igennem. Han skal også forvente at ramme den berømte 'mur', hvor man skal gå gennem helvede, og her skal han forsøge at arbejde sig væk fra den, derfor må han ikke give op, når han rammer den. Og i den psykiske del må han have del-mål, hvor han skal fokusere på det, han allerede har opnået, og ikke det med at tænke på, om hvor langt der er tilbage, fortæller Ironman-veteranen.

Glæder sig til konkurrencen

Den snart 53-årige Jens Bjerge ser frem til at gennemføre sit 11. Ironman:

- Det er måske første gang, at jeg har glædet mig så meget til at konkurrere, da vi skal være fire fra Nuuk. Men nu trykker alderen jo, derfor passer jeg mere på, hvor jeg ikke folder mig helt ud. Mit mål er at gennemføre konkurren på under 12 timer.

Og Maaseeraq Benjaminsen føler sig:

- Jeg føler mig godt forberedt og har fået gode råd fra Jens. Mit eneste mål er at gennemføre konkurrencen, lyder det fra den 29-årige Maaseeraq Benjaminsen.

Deres konkurrence på Lanzarote sker den 26. maj.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER