Mandag, maj 8, 2017 - 16:25

Lyden af grønlandsk forår blæste Steffen Brandt omkuld

Steffen Brandt fra bandet TV-2 blev blæst omkuld. Sådan udtalte han efter koncerten Spot On Greenland på Godsbanen i Aarhus torsdag aften. Og han var ikke den eneste, der fik vind i håret. Studerede fra Aalborg, familier fra Billund, turister fra Grønland og mange andre stod i kø for at få billetter - for at opleve deres landsmænd give den gas i spotlyset.
 

Men sådan så det ikke ud midt på dagen. Der var kun solgt lidt over halvdelen af de 200 billetter. Så skuldrene faldt på plads hos arrangøren Michael Skaarup fra NUKIGA - Det grønlandske Hus i Aarhus, da der kunne meldes udsolgt inden koncerten gik i gang. Flere måtte endda vente på at komme ind til andre forlod stedet. En meget kompetent dørmand sørgede for, at det forgik i god ro og orden.

Oprigtige fans

Nogle af gæsterne var oprigtige fans, som forfølger de enkelte sangere og bands rundt, når de spiller koncerter. Men dette var noget helt unikt, blev der sagt, da der er en særlig stemning, når grønlændere er til koncert sammen. Det betyder noget at være lige der sammen og være en del af noget genkendeligt.

Gæsterne kommentere en del til scenen, og de fik igen.

- Hvor er du blevet gammel, men du er sød alligevel,  var der en, der råbte, da Ulf Fleicher, som den første gik på scenen.

- Vi bliver alle gamle, svarede han og lod sin stemme og lyden af guitaren fylde rummet, hvor de fleste kunne synge med på teksterne. Det var lydsporet til de flestes barndom, som deres mor havde sunget.

Selfies med Julie Berthelsen

I pausen havde den store pære, solen, stadig spot på Godsbanen, hvor baren lå udenfor. Her blev solgt grønlandsk øl, som var importeret til lejligheden. Det var som en catwalk, hvor der blev krammet og taget selfies med Julie Berthelsen, hendes mand og andre, som man ikke vidste, man skulle møde lige her.

Derefter indtog de prøvede og øvede musikere scenen én efter én. Inuit Feet, Uyarakq x Peand-el, Small Time Giants og Ilang. Meget forskellige rytmer, typer og sprog. De havde alle en rigtig god kontakt til publikum. Kærlighed i luften. Maskuline mænd – med bløde ord spillede op. Hvor mon de kvindelige musikere og sangere er?

Backstage

Backstage nød bands og solister hinandens selskab. En af dem gik efter en lur, andre fik talt om, hvordan håret skulle være i dag på scenen. De roste hinanden, når de havde været på og gav feedback på koncerten. De kunne fortælle, at de ofte mødes på kryds og tværs til koncerter i Tivoli, Texas eller Kulturhuset Katuaq i Grønland. Men i aften var noget helt særligt. De var her sammen og publikum var med dem. Som Miki Jensen, forsanger i Small Times Giants, sagde på scenen:

- Vi har arbejdet hårdt på det her og været så spændte på, om det kunne lade sig gøre at samle alle her. Nu er vi her og det er den fedeste stemning. Tak for det.

Talenter spottet

Spot Festivalen var sat i gang. Og der gik spottere rundt og kiggede efter nye talenter i nordlysets tjeneste. Der var henvendelser af interesserede bookere fra festivals, journalister fra DR, England, Tyskland, musikmagasinet Gaffa og Magazin Rolling Stones. Man kan mærke det denne aften i maj. Der er grøde i jorden omkring den nutidige grønlandske kultur og musik. Det spirer og pirrer alle sanser. 

Spot On Greenland
Foto: Bine Bach Damsgaard
Spot On Greenland
Foto: Bine Bach Damsgaard
Spot On Greenland
Foto: Bine Bach Damsgaard
Steffen Brandt på Spot On Greenland-festivallen.
Foto: Bine Bach Damsgaard
Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit