Lufthavne: Samfundsanalyse vakler

Vil vi leve drømmene ud, må vi have modet til at se konsekvenserne i øjnene, siger tidligere direktør for Grønlandsfly, der kalder Deloittes samfundsøkonomiske konsekvensanalyse af de nye lufthavne for mangelfuld.

De faktiske omkostninger ved at ændre Kangerlussuaq-lufthavnen til en heliport er ikke belyst grundigt nok i den samfundsøkonomiske analyse, mener tidligere direktør Grønlandsfly A/S Peter Fich.

- Samfundsøkonomisk er det ikke mur- og nagelfast, at det er en fed ide at drømme om 2.200 meter landingsbane, skriver økonom og tidligere administrerende direktør for Grønlandsfly A/S, Peter Fich i en klumme i avisen Sermitsiaq, efter at han har nærlæst revisions- og konsulentfirmaet Deloittes samfundsøkonomiske konsekvensanalyse af den nuværende og fremtidige lufthavnsstruktur for selvstyret.

Heri konkluderer Deloitte, at det vil være en samfundsøkonomisk set bedre forretning at bygge to nye atlantlufthavne i Nuuk og Ilulissat frem for at bibeholde den eksisterende infrastruktur med Kangerlussuaq og Narsarsuaq som atlantlufthavne.

90 millioner kroner på spil

Men ifølge Peter Fich så skal der ikke mere end knapt 90 millioner kroner om året i oversete udgifter og udbetalinger i de kommende 25 år, før regnestykket kommer ud med det omvendte resultat; nemlig at de nye baner bliver den samfundsøkonomisk dyreste løsning. Og det kan meget vel ske, uddyber Peter Fich, der mener, at Deloittes regnestykke halter på flere områder.

– Selvom det ser ud til, at Deloitte har haft meget materiale til rådighed, så synes jeg, at der er en række sorte huller, som bør belyses nærmere. For eksempel mener jeg ikke, at de faktiske omkostninger ved at ændre Kangerlussuaqs status fra atlantlufthavn til heliport er analyseret godt nok. Hvem er det, der skal flyves til Kangerlussuaq i helikopter? Er det turister eller bygdebefolkningen? Hele bygden er bygget op omkring lufthavnen og den turismeindustri, der er vokset ud heraf. Fjerner man lufthavnen, forsvinder turismen og lokalbefolkningen. Det vil derfor være mere ærligt at sige, at hvis der ikke skal være en lufthavn længere, så bør der afsættes midler til ekspropriering og en fuldstændig nedrivning af bygninger og faciliteter.

Læs hele kritikken af den samfundsøkonomiske analyse i Sermitsiaq, som du kan få digital adgang til herunder:

Powered by Labrador CMS