Gå til hovedindhold

Lufthavne: Erhvervsliv i Qeqqata Kommunia kræver ny analyse

Arctic Circle Business Council og GE Sisimiut frygter, at Kangerlussuaq bliver tvangslukket

Senere i dag skal politikerne i Inatsisartut for første gang behandle lufthavnspakken. I den anledning har Arctic Circle Business Council (ACB) og GE Sisimiut skrevet et åbent brev til partierne. De to organisationer mener ikke, at grundlaget for at træffe en så vidtrækkende beslutning er i orden.

- Erhvervslivet i Qeqqata Kommunia vil opfordre partierne til at tænke sig grundigt om, før de tager en afgørende beslutning for vores regions fremtid.

Erhvervsorganisationerne peger på, at Økonomisk Råd ikke ser en samfundsøkonomisk gevinst ved de nye lufthavne. Dermed går Rådet direkte imod den analyse, som Deloitte har udarbejdet for Naalakkersuisut.

Ligeledes har Økonomisk Råd efterlyst en mere grundig belysning af risici ved projekterne.

- For ACB samt GE Sisimiut synes Deloittes Samfundsøkonomiske rapport ikke fyldestgørende, og kræver derfor at der foretages ny uvildig analyse, der belyser samtlige samfundsøkonomiske konsekvenser, ved alle scenarier, samt foretager nye alternative analyser ved udbygning samt renovering af eksisterende lufthavnsstruktur, står der i det åbne brev.

De to organisationer kritiserer Naalakkersuisut for, at man ikke forud for behandlingen melder klart ud med, hvad planerne for Kangerlussuaq og Narsarsuaq er.

- På den måde har man ikke belyst for Inatsisartut, hvad man vil rent politisk. I sådan en stor infrastruktur-ændring, synes ACB samt GE Sisimiut at Naalakkersuisut skal fortælle Inatsisartut og befolkningen, hvad deres planer er, og om de er klar til at tage konsekvenserne af deres beslutning, som kan ende med at tvangslukke bygder. Det skete med amerikanerne, da man tvangslukkede Thule og da den danske regering tvangslukkede Qullissat.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER