råstoffer

London Mining i yderst kritisk situation

I øjeblikket er der intet, der tyder på, at jernmalmmine-projektet i Isua bliver til noget

Administrerende direktør i London Mining Graeme Hossie til venstre og projektvicedirektør i Isua-projektet Marcel Pineau, da London Minings udnyttelsestilladelse blev underskrevet med selvstyret den 24. oktober 2013. Nu virker projektet meget fjernt

Der var en meget glad og optimistisk administrerende direktør for London Mining Graeme Hossie og daværende naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut, som for under et år siden underskrev en aftale i Nuuk, som gav London Mining udnyttelsestilladelse til jernmalmmine-projektet i Isua i Godthåbsfjorden.

Det var den 24. oktober 2013.

Nu hænger både London Mining - og derfor det grønlandske projekt - i en meget tynd tråd på grund af voldsomme økonomiske problemer.

Læs: London Mining: Aftalen er en milepæl

Ifølge Politiken har selskabets ledelse i en børsmeddelelse oplyst, at selv hvis en forventet redningsplan lykkes, har London Minings aktier ’lav eller ingen værdi’.

Meddelelsen fik selskabets aktiekurs til at styrtdykke på Londons børs, da aktiekursen på kort tid faldt 96 procent til 0,12 pence, før den rettede sig til 0,55 pence - et fald på 82 procent fra tirsdag og en kulmination på en lang rutsjetur. I maj 2011 kostede en aktie 436 pence.

Da London Mining fik udnyttelsestilladelse til Isua-projektet, kom det frem, at der skal rejses kapital på over 13 milliarder kroner, der skal bruges til anlæggelse af minen. En jagt på at skaffe investorer blev kickstartet ved underskrivelsen af udnyttelsestilladelsen.

Læs: Grønland er ved at blive et mineland

Læs: Flere aftale skal på plads

London Mining administrerende direktør, Graeme Hossie, fortalte ved præsentationen, at selskabet regner med at bruge 3.000 arbejdere under anlægsfasen og omkring 750 ansatte, når jernminen begynder at producere jernmalm:

- Aftalen bliver en milepæl i arktisk minedrift, som også kan blive en prototype på, hvordan man kan drive mine i arktiske lande.

- Vi håber at kunne skabe arbejdspladser for den lokale befolkning. Vi kan ansætte grønlandske arbejdere, som kan læres op til at overtage flere funktioner med tiden, sagde Graeme Hossie 24. oktober 2013.

Læs artiklen ’London Mining på konkursens rand’ i den nye udgave af AG, som du kan købe her:

Powered by Labrador CMS