pant

Afgifter er vigtigere end pant for lokal ølproduktion

Det nuværende pantsystem er ingen hindring for lokal produktion af øl, lyder budskabet fra Qajaq Brewery i Narsaq. I stedet bør politikerne kigge på afgiftssatserne.

Ønsker man en større hjemlig produktion af øl, så er det ikke pantsystemet, man skal kigge på.

Sådan lyder budskabet fra et af de få indenlandske bryggerier, Qajaq Brewery i Narsaq

- Vi kan faktisk lide systemet som det er. Det fungerer fint for os, siger manden bag bryggeriet, Fridrik Magnusson.

Dyrt at importere flasker
COWI har for Selvstyret undersøgt to mulige fremtidige pantsystemer: Et hvor man udiver den nuværende ordning og et, hvor man tillader pantebelsgt engangsemballage udefra.

LÆS: Dyrt at udvide pantsystem

COWI mener, at sidstnævnte kan gavne de lokale bryggerier.

- Samtidig er det vigtigt, at nævne at et skift til et mere åbent system i scenarie 2 (med engangsemballage, red), uden de samme lovkrav til drikkevareemballage, vil medføre muligheder for nye og eksisterende lokale bryggerier, der nu vil kunne producere øl og sodavand i drikkeklar emballage uden de samme krav til emballage, skriver COWI rapporten.

Men det er Fridrik Magnusson ikke enig i. I december begyndte hans bryggeri at tappe øl på de godkendte pantflasker.

- Det vil være dyrt for os, hvis vi skal importere emballage til vores øl. Desuden har vi investeret i et skyllesystem, som kun er nødvendigt til genbrugsflasker.

Afgifter er afgørende
Han understreger dog, at de er klar til at arbejde med et pantsystem, som politikerne måtte beslutte sig for. Han beder blot om, at de får mindst tre års varsel, hvis man vil ændre systemet. Investeringen i det nye skyllesystem skal gerne lige tjenes hjem.

LÆS: Miljøgevinst ved at udvide pantsystem

- Grundlæggende er vi indstillet på at bakke op om det system, som politikerne måtte vælge. Der vigtigste for os er, at det er bedste for miljøet, siger Fridrik Magnusson.

Men hvis politikerne rent faktisk vil styrke den lokale produktion, så skal de efter bryggerens opfattelse kigge et helt andet sted hen end på pantsystemet.

- Hvis man vil styrke den lokal produktion af øl, så skal man kigge på afgifterne. Min opfodring er, at politikerne indfører et system, hvor afgiften er højere for importeret øl.

Især hvis man indfører et helt nyt pantsystem, kan det blive afgørende at kigge på afgifterne. Ellers bliver det nemt de store, internationale bryggerigiganter, der løber med det hele.

LÆS: Islændinge vil sælge billigere øl

- Dette gælder især, hvis man åbner op for import i engangsemballage. Så får vi svært ved at konkurrere med de store bryggerier, siger Fridrik Magnusson.

Også COWI anbefaler, at man ovevejer en forhøjelse afgifterne for importeret øl og sodavand, hvis man vælger systemet med engangsemballage.

Derudover mener Fridrik Magnusson også, at man bør kigge på transportomkostningerne for lokalt producerede varer. Fragtpriserne på dem skal ned, hvis priserne skal være konkurrencedygtige.

Powered by Labrador CMS