Naturkatastrofe

Løkke lover yderligere hjælp efter fjeldskred

Statsministeren lover mere hjælp til de nødstedte i Uummannaq-området, hvis det skulle blive nødvendigt.

Mens et nyt klippeskred truer bygderne omkring Uummannaq og tre af dem fortsat er evakueret, kommer der løfter om yderligere hjælp fra Danmark

Her eftermiddag slår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fast, at folk i området ikke vil blive ladt i stikken.

- Vi følger situationen tæt og står klar med yderligere hjælp, hvis behovet opstår, hedder det i en pressemeddelelse fra statsministeren.

Danske og grønlandske myndigheder har arbejdet tæt sammen om at hjælpe i de berørte områder. Fra Danmark er der blandt andet sendt ekstra politifolk, og forsvaret har indsat skibe og fly i området.

Lars Løkke Rasmussen har både søndag og i dag været i kontakt med formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen.

- Han var i området og var meget berørt af situationen og kunne fortælle om, hvordan grønlandske og danske beredskabsmyndigheder sammen yder en kæmpe indsats under vanskelige forhold.

- Det er imponerende og påkalder min dybeste respekt. Samtidig gør den omsorg, som strømmer til Grønland fra frivillige et stort indtryk på mig, hedder det i statsministerens pressemeddelelse.

På grund af faren for yderligere skred har de danske inspektionsskibe "Vædderen" og "Ejnar Mikkelsen" desuden hentet beboerne i en række andre bygder i fjordsystemet.

- Mine tanker går til de pårørende og til alle, som har mistet deres hjem og eksistensgrundlag. Mine tanker går også til indbyggerne i Illorsiut og Niaqornat, som i hast er blevet evakueret fra deres hjem, da et muligt nyt klippeskred truer området, udtaler Lars Løkke Rasmussen.

Powered by Labrador CMS