Gå til hovedindhold

Løkke er bekymret over pres på dansk i Grønland

De nye Naalakkersuisut vil erstatte dansk med engelsk. Det vil få konsekvenser for unge, mener statsminister.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er bekymret over den debat, der foregår i Grønland, om det danske sprogs placering. 

Det siger han under Folketingets spørgetime, efter at den nye grønlandske koalitionsregering har lagt op til at lade engelsk erstatte dansk som første fremmedsprog i skolerne.

- Danmark står åbent, totalt åbent, for alle grønlandske unge, som ønsker at dygtiggøre sig. Forudsætningen for, at man kan tage det spring, er, at man mestrer det danske sprog, siger Løkke.

Det forhold, at grønlandske unge kan uddanne sig i Danmark, er en central del af Rigsfællesskabet, understreger statsministeren. Og det kan de altså kun, hvis de behersker dansk.

Ambitionen om at gøre engelsk til første fremmedsprog for fremtidens grønlændere fremgår af det arbejdsprogram, som partierne i den nye grønlandske koalitionsregering er blevet enige om.

Koalitionen tæller partierne Nunatta Qitornai, Siumut, Atassut og Partii Naleraq.

Ønsket om at erstatte dansk med engelsk er opstået, fordi regeringen mener, at det vil gøre skolebørnene bedre rustet til Grønlands politiske, handelsmæssige og teknologiske udvikling samt til den internationale verden.

- Nu hvor vi således er ved at blive en del af den internationale verden, er det kun naturligt at skabe rammerne for, at vi lettere kan tilegne os det internationale sprog, således at engelsk bliver første fremmedsprog.

- Det er derfor også koalitionspartiernes mål, at engelsk skal undervises i og tilrettelægges som det første fremmedsprog, står der i aftalen.

/ritzau/

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER