Rubinminen
LNS Greenland: Vi har penge til at fortsætte rubinmineprojektet
Flere aktører sikrer, at minen kan komme i gang, og at rubinerne kommer ud på markedet
Endnu mangler virksomheden LNS Greenland (Leonhard Nilsen & Sønner Greenland) at få papirerne på plads med Selvstyret, så selskabet kan overtage tilladelserne fra det konkursramte True North Gems til at udvinde og sælge rubiner fra licensområdet ved Aappaluttoq nær Qeqertarsuatsiaat.
Læs: LNS Greenland overtager rubinmineprojekt efter konkurs
Fortrøstningsfuld
Men den nye ejer, der torsdag købte konkursboet, er ganske fortrøstningfuld.
- Vi håber, at processen med Selvstyret får et hurtigt forløb, så man kan klargøre anlægget, komme i gang med mineproduktionen, så salg af rubiner kan påbegyndes så hurtigt som muligt, oplyser LNS Greenland.
Selskabet er ejet af Leonhard Nilsen & Sønner AS i Norge (90 procent) og det selvstyreejede kapitalformidlingsselskab Greenland Venture A/S (10 procent).
Læs: Advokat tror på hurtig løsning efter minekonkurs
Storaktionær
LNS Greenland var i forvejen storaktionær i mineselskabet og stod for driften af minesitet. Og LNS-koncernen i Norge bebuder, at økonomien i projektet nu er på plads.
- LNS har sikret sig den nødvendige finansiering til færdiggørelsen af minen samt den nødvendige arbejdskapital til at få rubinerne ud på markedet. Det er meget glædeligt at registrere, at LNS-koncernen har fået nogle solide medspillere med sig som Grønlandsbanken og Greenland Venture i forbindelse med restruktureringen af dette spændende mineprojekt, fremhæver den nye ejer.
Rig forekomst
- LNS har en meget stor tiltro til Aappaluttoq-projektet, som er en rig forekomst af rubiner og safirer. Opstart og drift af minen tror vi vil få stor betydning for grønlandske arbejdspladser og fremtidige mineralprojekter i Grønland, tilføjer ledelsen
Læs: LNS kan blive rubinminens redning