Den lille kvinde på den store slæderejse
Det er ikke noget at gøre stads af, mente Arnarulunnguaq om sin rolle i den femte Thuleekspedition.
Egentlig skulle hendes mand Iggiannguaq have fulgt hende på Knud Rasmussens store slæderejse fra Canada gennem Nordvestpassagen til Alaska (1921-24), men han døde af influenza under deres korte ophold i Nuuk, inden ekspeditionen overhovedet kom i gang. Men hun valgte at fortsætte.
– Før var det jer, der havde brug for mig, nu er det mig der har brug for jer, sagde hun til Knud Rasmussen.
De andre fire inugguit eller polareskimoer, som de blev kaldt dengang, vendte hjem, da første halvdel af ekspeditionen sluttede i marts 1923.
Men Arnarulunnguaq og hendes unge fætter Qaavigarsuaq Miteq fortsatte rejsen i halvandet år, gennem Nordvestpassagen til Beringsstrædet.
– Arnarulunnguaq er den første eskimokvinde, der har foretaget en så lang rejse, og sammen med Miteq er hun den eneste, der har besøgt alle sine stammefrænder, skriver Knud Rasmussen i bogen Den Store Slæderejse.
Hun skulle dø
Arnarulunnguaq gjorde et dybt indtryk på Knud Rasmussen og i en artikel i datidens hotte kvindeblad, Tidens Kvinder, indviede han danske kvinder i Arnarulunnguaqs meget fremmede univers.
Hun var den yngste af pigerne i søskendeflokken, og hun var udset til at dø, fordi familiens eneste forsørger, faderen, var død.
Det hele var lagt til rette, og der blev lagt en fangerline om hendes hals, men pludselig brød hendes bror i gråd og tryglede om at beholde hende.
Snart blev de andre søskende smittet af gråden og moderen, der skulle aflive hende, gav efter.
– Således gik det til at Arnarulunnguaq fik lov at beholde livet.
Læs mere i dagens avis