kvindernes int. kampdag

Ligestillingsråd: Mænd bør have deres egen kampdag

Onsdag er det ”Kvindernes internationale kampdag", og det får Rådet for ligestilling mellem mænd og kvinder til at opfordre mændene til at indføre en tilsvarende dag.

Kvindernes internationale kampdag
Onsdag er "Kvindernes internationale kampdag"

- Vi må ikke glemme mænds vilkår, da det er bedst for samfundet at se med et helhedssyn på problemerne og bedst ikke at lave dybere skel mellem grupperne. Vi vil i denne forbindelse gerne opfordre til at der også kommer en ”mændenes dag”, så de også har en dag til at kigge på egne kampe, skriver Rådet for ligestilling mellem mænd og kvinder i en pressemeddelelse.

Rådet, der holdt sit første ordinære møde den 28. Februar, oplyser, at det ikke vil blande sig, hvordan dagen bruges.

Kvinder har stadig meget at kæmpe for

- Kvinder i Grønland har stadig meget at kæmpe for, selv om de på en del områder er langt foran i forhold til mænd. Der foregår stadig meget kønsrelateret vold. Vold på alle måder, i Grønland, men også internationalt, skaber en åndelig fattigdom, en følelse af manglende værd og medfører en tilbageholdenhed eller angst for at danne sin egen mening og hindrer på mange måder styrken til at stille sig op offentligt, skriver rådets formand Dorthe Korneliussen og tilføjer:

- Ethvert menneske skal, i et demokratisk samfund, have de samme muligheder for at ytre sig. Det er kernen i Ligestilling.

Mønstre fra barndommen skal brydes, mener formanden for rådet, der slutter sin pressemeddelelse af med følgende opfordring.

Tillid og fællesskab

- Et givende samarbejde baseret på tillid og fællesskab er det vigtigste fundament for at løfte og udvikle det grønlandske samfund. Kræfterne skal ikke bruges på noget destruktivt, der koster samfundet en masse penge og kræfter. Hvis kræfterne vendes til noget godt og konstruktivt blandt mænd og kvinder, vil der opstå en udvikling helt af sig selv.

Powered by Labrador CMS