Ligestillingsdag
Ligestilling er meget mere end kønskvotering
Politisk ros fra Siumut og IA til dagens nationale ligestillingsdag 20. maj
- Vi skal alle sammen huske at have ligestillingsperspektivet ind over, når der træffes beslutninger. Dette gælder både for beslutninger i Inatsisartut, i erhvervslivet, vores børns institutioner og så videre. Ligestilling er så meget mere end kønskvotering i forskellige forsamlinger – ligestilling handler om mangfoldighed, lighed og respekt i alle aspekter af livet.
Sådan siger naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og ligestilling Nick Nielsen fra Siumut.
Det sker i forbindelse med dagens nationale ligestillingsdag 20. maj.
Læs: Ligestilling set fra et børneperspektiv
I 2010 vedtog Inatsisartut at gøre 20. maj til national ligestillingsdag, og siden da er blandt andet en ny ligestillingslov blevet vedtaget, som skal medvirke til at sikre en positiv udvikling på ligestillingsområdet.
Inden vedtagelsen blev særligt kønskvoter debatteret, men det er dog ikke kun her samfundet bør have fokus på ligestilling, fremhæver Nick Nielsen.
Traditionelt set har ligestilling været en kvindekamp for retten til at stemme, krav om ligeløn mm. Men ligestilling handler i dag lige så meget om mænds rettigheder som om kvinders.
- Ligestilling handler ikke om, at et køn skal fratages rettigheder for at give plads til det andet køn. Vi skal sikre, at alle har mulighed for at deltage i samfundet på lige vilkår. Kønnet må ikke være en begrænsning for den enkeltes udvikling og muligheder. Mangfoldighed er en styrke, og det er derfor vigtigt, at vi skaber rum til, at alle kan udvikle sig og derigennem styrke vores samfund, forklarer naalakkersuisoq for ligestilling Nick Nielsen.
IA roser indsats på ungeområdet
Også i oppositionspartiet Inuit Ataqatigiit er der ros til den nationale ligestillingsdag, som Inuit Ataqatigiit i sin tid foreslog indført til at markere tiltag til opgaver og til at opgøre status over ligestillingen herhjemme.
Især er partiet glad for, at Ligestillingsrådet arbejder målrettet på ungeområdet og støtter dette.
- Vi tvivler ikke på, at arbejdet omkring de unge vil give et godt og frugtbart resultat i det fremtidige arbejde på ligestillingsområdet. Budskabet om ’Den, som tør at være sig selv’ er faktisk den stærkeste. Tør at være dig selv og kend dine rettigheder’, er ordene vi støtter, forklarer medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Agathe Fontain.
- Vi må i samfundet tale vedvarende om ligestilling, da denne vil bane vej for et bedre liv i vort daglige virke, fremhæver hun.