IWC-hvalkvoter
Lidegaard roser også grønlandsk-dansk samarbejde
Efter to års hvalfangststrid med IWC fik Grønland mandag grønt lys for hvalkvoterne af IWC. Det glæder udenrigsminister Martin Lidegaard
Som det kom frem mandag, har et massivt flertal i Den Internationale Hvalfangstkommission, IWC, stemt for Grønlands ønske om kvoter for store hvaler for de kommende fire år.
- Jeg er meget glad for, at det sammen med Grønlands Selvstyre er lykkedes at sikre storhvalskvoter til Grønland på det niveau, som landsstyret (Naalakkersuisut, red.) har ønsket, vel at mærke på et bæredygtigt grundlag ud fra de videnskabelige anbefalinger, udtaler udenrigsminister Martin Lidegaard fra Radikale Venstre.
Grønland har i to år stået uden IWC-godkendte kvoter, idet det ikke lykkedes at få IWC’ opbakning til Grønlands kvoteønske i 2012. Udenrigsministeriet og selvstyret har i fællesskab gennemført omfattende internationale konsultationer for at opnå en løsning, som både Grønland og IWC kunne acceptere.
Læs: Efter IWC-strid: Aleqa roser grønlandsk-dansk samarbejde
Læs: Efter strid: IWC har godkendt Grønlands ønske om hvalkvoter
Kvoterne tildeles Grønland som oprindeligt folk for at dække et subsistensbehov og er accepteret af IWC’ videnskabelige komite som biologisk bæredygtige. Samtidig vedtog IWC, som led i beslutningen et forslag fra EU, at der skal styrke IWC’ forvaltning af oprindelige folks fangst, oplyser Udenrigsminsiteriet.
Kvoterne vil give Grønlands fangersamfund sikkerhed for fangsten de næste fire år, og samtidig har IWC besluttet at styrke sin forvaltning af oprindelige folks fangst.
- Danmark vil også fremover arbejde aktivt for at styrke IWC som den centrale globale organisation til beskyttelse og forvaltning af verdens hvaler, siger Martin Lidegaard.