Repræsentation i usa

Lektor i historie: USA-kontor er en magtdemonstration

- Det er en demonstration over for Danmark og et forsøg på at vise muskler over for den hjemlige befolkning og Aleqa Hammonds egen politiske klasse, siger Thorkild Kjærgaard, lektor i historie ved Ilisimatusarfik

Offentliggjort

Formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut får i torsdagens udgave af Kristeligt Dagblad kritik i kølvandet på, at Grønland senere på året åbner egen repræsentation i Washington D.C.

Kritikken kommer i forbindelse med, at Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, har slæbt udenrigsminister Martin Lidegaard fra Radikale Venstre i samråd fredag, hvor ministeren skal gøre rede for repræsentationens opgaver.

Læs "Grønlandsk kontor i USA vækker DF-undren"

Kristeligt Dagblad skriver, at der med åbningen af Grønlands Selvstyres Repræsentation i den amerikanske hovedstad reelt er tale om et indenrigspolitisk signal fra Aleqa Hammond til sine egne vælgere og sit bagland.

- Det står klart i aftalerne mellem Danmark og Grønland og i selvstyreloven, at udenrigspolitik er et fælles anliggende. Derfor kan det dårligt undgå at være i strid med aftalerne, hvis den grønlandske repræsentation i Washington fører en selvstændig linje i forhold til USA. Og hvis ikke det er formålet, er det svært at se, hvad repræsentationen så skal være der for, siger Lars Hovbakke Sørensen til Kristeligt Dagblad.

Han er ekstern lektor i historie ved Københavns Universitet, som blandt andet har undersøgt det dansk-grønlandske forhold.

Lars Hovbakke Sørensen bakkes op af dr.phil. Thorkild Kjærgaard, lektor i historie ved Grønlands Universitet Ilisimatusarfik.

- Det er en demonstration over for Danmark og et forsøg på at vise muskler over for den hjemlige befolkning og Aleqa Hammonds egen politiske klasse, siger Thorkild Kjærgaard.

Læs "Inuuteq bliver Grønlands ansigt i USA"

Aleqa Hammond: Det er repræsentationens opgaver
Formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond har oplyst, at repræsentationschef Inuuteq Holm Olsen får til opgave at opbygge en helt ny funktion, som blandt andet vil styrke de handelsmæssige og økonomiske relationer mellem Grønland og USA samt styrke samarbejdet inden for mineralefterforskning, industri, uddannelse, forskning, kultur, oprindelige folk og andre områder.

- Repræsentationschefen forventes sideakkrediteret til Canada, så han vil kunne varetage samme opgaver over for Canada. Repræsentationen vil yde service over for samtlige departementer, forklarede Aleqa Hammond i december 2013.

Powered by Labrador CMS