ny dansk regering

Lars Løkke er positiv om forfatningsarbejde

Statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede søndag formiddag sin mindretalsregering og regeringsgrundlaget. Den nye regering vil samarbejde om Grønlands og Færøernes forfatninger

Lars Løkke Rasmussen
Lars Løkke Rasmussen sender positive signaler til Færøerne og Grønland i sit regeringsgrundlag, som han i dag præsenterede i Spejlsalen i Statsministeriet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen, Venstre, præsenterede sine nye 16 ministre, samtidig præsenterede han sit 36 siders regeringsgrundlag ’Sammen for fremtiden’ som indeholder halvanden sides målsætninger om rigsfællesskabet. Den nye danske regering vil styrke og udvikle rigsfællesskabet.

– Regeringen ønsker at styrke og udvikle rigsfællesskabet med vægt på et ligeværdigt og tillidsfuldt samarbejde i gensidig respekt. Selvstyreordningerne udgør nutidige og fleksible rammer om forholdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland, hvor der er mulighed for at udvikle selvbestemmelsen i den takt, Færøerne og Grønland ønsker det. Men det er samtidig regeringens opfattelse, at spørgsmålet om selvstændighed for Færøerne og Grønland afgøres af det færøske og det grønlandske folk, skriver den nye regering.

Positiv om forfatningsarbejde

Regeringen erkender, at der er ønsker på Færøerne og i Grønland om at arbejde med en egen forfatning, men det er samtidig afgørende, at egne forfatninger kan rummes inden for rigsfællesskabets rammer. Vi er positive over for dialog med Færøerne og Grønland om de spørgsmål, der opstår i forbindelse med et forfatningsarbejde med henblik på at sikre dette, skriver den nye regering.

– Grønland og Færøerne udgør centrale områder i Arktis. Vi ønsker et tæt samarbejde i Kongeriget om udviklingen i Arktis og om vores internationale arbejde i blandt andet Arktisk Råd, blandt de fem arktiske kyststater og i den Internationale Maritime Organisation, fremgår det f regeringsgrundlaget.

Udnyttelse af ressourcer
– Regeringen anerkender betydningen for Færøerne og Grønland af at kunne udnytte havets ressourcer som hvaler og sæler på en bæredygtig måde. Vi ønsker et tæt og konstruktivt samarbejde med Færøerne og Grønland. Det gælder på områder, som Danmark varetager for hele rigsfællesskabet, og det gælder på områder, som er overtaget, såfremt Færøerne og Grønland ønsker det. Vi er derfor positive over for at samarbejde om administrativ bistand, herunder i forhold til økonomiske reformer, såfremt Færøerne og Grønland ønsker det.
Regeringen vil opprioritere at der sker en løbende opdatering af lovgivningen for Færøerne og Grønland på områder, som Danmark har ansvaret for, skriver regeringen i regeringsgrundlaget.

Grænsehindringer
– Vi vil arbejde for en standard på danske ansvarsområder på Færøerne og i Grønland, som svarer til standarden i Danmark, med de særlige fravigelser, der kan begrundes i de færøske og grønlandske forhold.
– Regeringen vil afslutte arbejdet med at identificere de grænsehindringer i rigsfællesskabet og i Norden, der har betydning for Færøerne og Grønland. Og regeringen vil i samarbejde med Færøerne og Grønland gå videre med de hindringer, der er behov for at løse.
– Vi vil efter ønske fra og i samarbejde med Færøerne og Grønland støtte bestræbelser på at få den bedst mulige adgang til at afsætte fiskeprodukter i EU og på andre relevante markeder, står der på regeringsgrundlaget.

Thulebasen og uran
Regeringen vil arbejde for, at Thulebasen i størst muligt omfang kommer Grønland til gode. Regeringen vil samarbejde med Grønland om visse råstoffer, der har udenrigs-, forsvars- eller sikkerhedspolitiske aspekter. Vi vil arbejde for at gennemføre lovgivning og administrative systemer efter højeste internationale standarder, inden Grønland evt. ønsker at udvinde uran, skriver den danske regering.

– Vi vil i samarbejde med Grønland arbejde for at forbedre vilkårene for grønlandske stude- rende i Danmark med henblik på, at flere studerende gennemfører deres uddannelse.
Regeringen vil arbejde for at styrke inklusionen af grønlændere i Danmark, herunder forbedre forholdene for socialt udsatte grønlændere, siger den nye regering.

Powered by Labrador CMS