mindeord

Lars Løkke: - Grønland har mistet en forkæmper

Statsminister Lars Løkke Rasmussen husker Otto Seenholdt som en mand, der var drevet af tage ansvar

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skriver i sit mindeord om Otte Steenholdt:

'Det er med sorg, at jeg har modtaget besked om, at tidligere folketingsmedlem og medstifter af det liberale parti Atassut i Grønland, Otto Steenholdt, er gået bort.

Otto Steenholdts liv kan bedst opsummeres med ét ord: Flid. Han voksede op som sælfangersøn i en lille bygd i Grønland, rejste til Danmark og uddannede sig til lærer, blev valgt til Grønlands Landsråd og fik til sidst en fast plads i Folketinget. Det er et liv, der vidner om virkelyst.

Det er også sådan, jeg vil huske Otto Steenholdt. Han var drevet af at tage ansvar og gøre en forskel for Grønlands udvikling. De til tider svære omstændigheder i hjemlandet fyldte hos ham, og han var klar i sin overbevisning. Derfor var han i 1976 med til at stifte det liberale parti Atassut. Med 21 år på tinge blev han den grønlandske politiker, der har siddet længst i Folketinget.

For sit lange politiske virke har han også modtaget Dronningens ridderkors af 1. grad og fortjenstmedaljen Nersornaat i guld.

Grønland har mistet en forkæmper, hvis hjerte bankede varmest for det kolde land mod nord.

I dag er mine tanker hos Otto Steenholdts familie.'

Powered by Labrador CMS