Torsdag, oktober 19, 2017 - 14:08

Lars-Emil og Randi i ordkrig om partistøtte

- Mine ord kan lyde brysk. Men sådan er det, understregede Demokraternes landsformand Randi Vestergaard Evaldsen, der ikke ville trække sine ord tilbage eller give Lars-Emil Johansen en undskyldning.
Foto: Leiff Josefsen
Tonen var ualmindelig skarp mellem formanden for Inatsisartut Lars-Emil Johansen og Demokraternes Randi Vestergaard Evaldsen, da formandsskabets forslag om at hæve partistøtten med 30 procent var til førstebehandling.
 

Forslaget vil medføre en ekstra udgift på 2.815.000 kroner i forhold til i dag, hvilket stort set svarer til en pristalsregulering siden partistøtten sidst blev ændret tilbage i 2006.

Koalitionsstøtte

Koalitionspartierne Siumut, IA og Partii Naleraq var tilhænger af ændringen, hvorimod demokraterne ikke kunne se nogen grund til at ændre støttebeløbet på grund af den økonomiske situation, som landet befinder sig i.

- Hvis man ser på partiernes regnskaber kan man se, at de i dag er i stand til at betale gæld af. Den adfærd viser, at der ikke er noget argument for at hæve partistøtten, fastslog Randi Vestergaard Evaldsen, der i stedet mente, at hele systemet burde ændres under den nuværende økonomiske ramme, så de mindre partier fik en større fordel.

- Det burde være sådan, at partier fik støtte i forhold til det antal stemmer, man får til et valg, foreslog Demokraternes formand og henviste til, at Atassut i dag ikke kan modtage mandattilskud, fordi de ikke længere er repræsenteret i Inatsisartut.

Hun mente i øvrigt, at det var skammeligt, at Formandskabet for Inatsisartut stod bag lovforslaget.

- Hvad bliver det næste, som formandskabet vil fremlægge?, spurgte en stærkt utilfreds Randi Vestergaard Evaldsen, der i øvrigt fastslog, at Demokraterne naturligvis ville tage imod partistøtten, hvis forslaget blev vedtaget, så man kunne stå sig i konkurrencen med de øvrige store partier.

- Som sagt; Formandskabet burde kollektivt skamme sig, sagde hun.

Vred Lars-Emil

Det var en vred Lars-Emil Johansen, som tog til genmæle over for Demokraternes formand.

- Formandskabet har fulgt forskrifter og regler. At benytte et ordvalg som ”på skammelig vis” er for langt ude og bør trækkes tilbage af medlemmet, sagde Lars-Emil Johansen, der mente, at det kun var rimeligt, at partistøtten blev pristalsreguleret, hvilket ikke er det samme som en forhøjelse.

Randi Vestergaard Evaldsen var ikke til sinds at give en undskyldning til Formanden for Inatsisartut.

- Mine ord kan lyde brysk. Men sådan er det, understregede Demokraternes landsformand, der mente, at man så skulle indføre pristalsreguleringer på alle områder, hvis dette skulle være det eneste argument.

Svagheder

Løsgængeren Michael Rosing mente, at der var svagheder i det nuværende system, fordi partierne kunne bruge pengene til valgkamp, hvilket ikke var retfærdigt for nye partier, der gerne vil ind i Inatsisartut. 

2. behandlingen af forslaget sker den 9. november.

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit