formandsvalg i Siumut
Lars-Emil: Jeg melder ud lørdag om jeg stiller op eller ej
Siumuts Lars-Emil Johansen vil stadigvæk ikke afsløre, om han stiller op til formandsvalget i Siumut. - I morgen fortæller jeg de delegere i Siumut om min beslutning, siger han
Medstifter af partiet Siumut Lars-Emil Johansen fortalte i sidste uge i avisen AG, at han overvejede at stille op til formandsvalget i Siumut. Men dagen før Siumuts ekstraordinære generalforsamling - lørdag i Nuuk - vil han stadigvæk ikke afsløre, om han agter at stille op til valget i Siumut.
Læs: Flere lokalafdelinger peger på Lars-Emil som partiformand
Flere lokalafdelinger af Siumut fortalte fredag eftermiddag, at de peger på Lars-Emil Johansen som partiformand, selvom han endnu ikke har meddelt sin kandidatur til formandsposten i Siumut.
Det er blandt andet Siumut Nuuk og Siumut Aasiaat, som opfordrer Lars-Emil Johansen til at stille op til formandsvalget i Siumut, mens Uummannaq står parat til at vælge ham, hvis han vælger at stille op. Men der er åbenbart flere afdelinger, der også ønsker, at se Lars-Emil Johansen i spidsen for Siumut:
- Jeg er rørt over, at der er så mange, der opfordrer mig til at stille op til formandsvalget i Siumut. Blandt dem er også Siumut Sisimiut, Siumut Nanortalik og Siumut Attu, siger Lars-Emil Johansen til Sermitsiaq.AG.
Læs: Lars-Emil lader vente på sig
Men om han vil følge deres opfordringer, vil han på nuværende tidspunkt endnu ikke afsløre.
- I morgen (lørdag, red.), når den ekstraordinære forsamling starter, vil jeg fortælle de delegere, hvad jeg har besluttet mig for at gøre, siger Lars-Emil Johansen.
Siumuts ekstraordinære generalforsamling i Nuuk starter lørdag klokken 9 i Katuaq. Lars-Emil Johansen, der blev valgt ind i politik for første gang for 43 år siden, er rørt over, at mange af Siumuts lokalafdelinger stadig ønsker at se ham i politik.
- Jeg er glad og taknemlig for de mange tilkendegivelser og opfordringer, jeg har fået, siger Lars-Emil Johansen.
Læs: Politisk kommentator: Lars-Emil kan jage unge vælgere væk