Fredag, juli 28, 2017 - 13:13

Landstræner i futsal stopper: Jeg har ikke tillid til GBU

René Olsen har sagt sit job op øjeblikkeligt, fordi han ikke længere har tillid til GBU.
Foto: Leiff Josefsen
GBU-bestyrelsens pludselige fyring af landstræner Tekle Ghebrelul koster nu organisationen en erfaren og bærende kraft inden for futsal. Landstræner René Olsen stopper med øjeblikkelig virkning.
 

- Efter nøje overvejelser og samråd med mine nærmeste ser jeg mig nødsaget til at meddele GBU, at jeg stopper med øjeblikkelig virkning som landstræner og koordinator for al futsal under GBU, skriver René Olsen til GBU og begrunder det med, at han ikke har tillid til den nuværende bestyrelses dømmekraft.

Læs også: Landstræner i chok: Jeg er fyret

- Baggrunden er bestyrelsens håndtering af min kollega Tekle Ghebreluls ansættelse i GBU. Jeg er meget ked af, at en sag, hvor Tekle bliver udsat for grov fornærmelse og racisme, kan medføre, at han afskediges af bestyrelsen på baggrund af et meget usikkert grundlag. Jeg har ikke tillid til den nuværende bestyrelses dømmekraft. I den forbindelse spiller det også ind at den tidligere formand John Thorsen er stoppet. Han var den bærende arbejdskraft i bestyrelsen, og den der stod for velovervejede og saglige beslutninger, oplyser René Olsen i sit afskedigelsesbrev til GBU-bestyrelsen.

Står bag flotte resultater

René Olsen har været tilknyttet ungdomsarbejdet i GBU i 12 år som ungdomslandstræner og efterfølgende seniorlandstræner, og han kan fremvise en flot sejrsrække gennem sit arbejde, hvor det er blevet til 4 AWG guldmedaljer og en sølv, samt 2 Island Games sølvmedaljer plus 4 vundne landskampe i futsal.

Trods de flotte resultater fastslår René Olsen:

- Jeg kan ikke se mig fortsætte et samarbejde med den nuværende bestyrelse som på den måde svigter en af sine egne. Det er illoyalt og dårlig personaleledelse. 

René Olsen påpeger, at Tekle og han havde et godt samarbejde med mange langsigtede projekter med det mål at løfte fodbolden og futsal op på et højere niveau i Grønland.

Vil savne talentudviklingen

- Vi har medvirket til livsstilsændringer hos spillere, mere seriøsitet i træning og kamp, skabt futsal uddannelser på grønlandsk, talentsamlinger i alle regioner, gennemført udviklingssamtaler med talenterne og foretaget videreudviklingen af vores profiler, og alle disse ting står tilbage som de ting jeg vil savne alle mest, oplyser René Olsen.

Læs også: GBU-formand trækker sig efter fyring af landstræner

- Jeg kan ikke stiltiende acceptere, at bestyrelsen svigter sin ansatte, min kollega som jeg har bygget de mange fine resultater op sammen med. Bestyrelsen svigter Tekle på et tidspunkt, hvor han har mest brug for opbakning. Jeg brænder for arbejdet med fodbolden af hele mit hjerte, men jeg kan ikke samarbejde med den nuværende bestyrelse, når den handler, som den har gjort, slutter den nu tidligere landstræner i futsal.

 

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit