Island Games

Landstræner i bordtennis: Vi kan nå langt

Det grønlandske landshold i bordtennis stiller op med et ungt hold ved Island Games

Landstræner i bordtennis Tommy Jørgensen

Målsætningen for det grønlandske landshold er at nå kvartfinalerne ved dette års Island Games, der foregår på Jersey.

Landstræneren for holdet, Tommy Jørgensen, vil ikke sætte for høje forventninger til det unge hold.

– Men hvis vi rammer dagen, så kan vi få medaljer hjem til Grønland. Men der er stærke hold, der deltager i turneringen, siger Tommy Jørgensen til Sermitsiaq.AG.

Han fremhæver den unge bordtennisspiller, grønlandsmesteren Ivik Nielsen, der kun er 17 år gammel, der kan nå langt i single.

– Han er i en super god periode, han har trænet hårdt i Danmark. Men han er stadig ung. Det vil ikke være retfærdigt, hvis vi lægger en masse ansvar på hans skuldre, vurderer Tommy Jørgensen.

Første kamp på søndag
Men landstræneren er glad for hele holdet.

– Spillerne kan det hele. De er gode i double, mixdouble og i singlerne. Men vi skal have en god dag, hvis vi skal have metal med hjem fra Jersey, siger Tommy Jørgensen.

Og han har ikke stillet krav til sine spillere om, hvor langt de skal nå i turneringen.

– Min eneste forventning til spillerne er, at de yder deres bedste i turneringen, hvilket jeg er sikker på, at de gør, lyder det fra Tommy Jørgensen.

Bordtennislandsholdet har seks spillere med til Island Games, og de møder Færøerne i deres første kamp i holdturneringen på søndag.

Læs her alle artikler om Island Games 2015

Powered by Labrador CMS