kommunalvalg 2017

Læserbrev: Svar til Asii Chemnitz Narup på mine spørgsmål

Nicolai J. Nissen, Siumut-kandidat til kommunalvalget i Kommuneqarfik Sermersooq, har stillet IA-borgmester Asii Chemnitz Narup en række spørgsmål til økonomien. Borgmesteren har svaret hvorefter vi har modtaget dette retursvar, som redaktionen har valgt at bringe som debatindlæg.

Nicolai Nissen, adm. direktør, Godthåb Bryghus
Nicolai J. Nissen, erhvervsmand og Siumut-kandidat

Jeg har læst borgmesterens svar på nogle af mine spørgsmål. Og jeg må konstatere, at jeg er blevet bekræftet i, at borgmesteren har det med at sige én ting, men handler på en helt anden måde efterfølgende.

Læs også: Borgmester: Økonomi er vist ikke Nicolai Nissens stærke side

Læs også: Byge af spørgsmål sætter fokus på økonomien

Borgmesteren var tidligt ude at opfordre alle til en god tone i valgkampen, men svarer alligevel med et angreb på mig i dag, hvor hun mener, at jeg ikke er klog nok til at læse hendes regnskaber.

Jeg er klar over, at december regnskabet er et øjebliksbillede, som det også fremgår af de offentliggjorte dokumenter.

Men hvis der findes et meget stort antal uafsluttede poster, der først er betalt senere, må likviditeten således være væsentligt ringere end øjebliksbilledet ved opgørelsen af regnskabet i december?

Det spørgsmål kan jeg ikke stille mine partikammerater. Men det er meget interessant at høre, hvordan likviditeten er i dag?

Jeg må også notere mig, at borgmesteren ikke svarer på alle mine spørgsmål.

Hvorfor har man brugt ca. 6 millioner kroner mindre på daginstitutionerne i kommunen end kommunen havde budgetteret med i 2016? Mener borgmesteren, at der var ubetalte fakturaer for 6 millioner kr. efter det foreløbige regnskab blev afsluttet i december?

Borgmesteren nævner, at ”pengene er brugt på skolerne”. Men hvilke penge? Mener borgmesteren, at det budget, man oprindeligt lagde for skolevæsnet, er brugt på IT-udstyr, som man pludselig opdagede var forældet?

Er det også korrekt, at det ikke ”kun” er en budgetoverskridelse på 15.000.000 på IT sidste år, men at overskridelsen er udover en ekstra tillægsbevilling?

Findes der ikke en flerårig plan for it-udstyr? Hvordan kan man blive overrasket over, at udstyret pludselig er forældet?

Allerede i november 2015, da man også i 2015 overskred it-budgettet, skrev kommunen denne kommentar i regnskabet: “It-Kontoen undergår p.t. en oprydning af diverse posteringer. Merforbruget skyldes at der er indkøbt ny printere og indgået nye aftaler med leverandører og der skal tages højde for ny tilkomne ekstraordinære udgifter vedr. Skole IT-området”. Det vil sige, at man allerede I 2015 var klar over, at man stod overfor investeringen? Hvordan kan det så komme som en overraskelse i 2016?

Jeg kan ikke spørge andre end borgmesteren til detaljer om selve it-aftalen, da den er behandlet på lukkede møder.

Hvor meget mere har kommunen i alt brugt på it-udstyr i 2016 end det oprindelige budget for 2016?

Powered by Labrador CMS