Lægemanglen bliver værre og værre

Sundhedsvæsenet er så udfordret med at skaffe læger og sygeplejersker, at man har set sig nødsaget til at oprette en ny stilling, der har fokus på at tiltrække ”varme hænder” og ”gode hoveder” – sygeplejersker og læger.

Doris J. Jensen oplyser, at sundhedsvæsenet har store rekurtteringsproblemer.

Manglen på sygeplejersker og læger udfordrer i stigende grad sundhedsvæsenet, hvilket har medført, at man nu vil oprette en ny projektlederstilling, som skal sikre, at flere sygeplejerske- og lægestillinger bliver besat.

Det fremgår af et paragraf 37 svar til Tillie Martinussen, Samarbejdspartiet, fra Naalakkersuisoq for Sundhed Doris J. Jensen.

Netværk

Projektlederen skal opbygge et netværk i Danmark blandt tidligere ansatte, der skal synliggøre, opsøge og tiltrække. Det bliver også projektlederens ansvar at udnytte de muligheder, der ligger i at få eksponeret jobmulighederne via de sociale medier såsom Linkedin, Facebook og Instagram.

Det fremgår af svaret, at man er stærkt udfordret specielt rundt om i landet, når det gælder fastansatte læger:

  • I Region Disko vil man mangle en læge pr. 1. november, fordi den ledende regionslæge stopper.
  • I Region Kujataa er der kun to fastansatte læger.
  • I Region Avannaa er der ingen fastansatte læger i Upernavik, Uummannaq og Qaanaaq.

Tre overlæger savnes

- Dronning Ingrids Hospital har tilsvarende udfordringer, hvor det særligt er speciallæger i Akutområdet. Psykiatrisk Område og Medicinsk Område, der mangler tre ud af seks faste overlægestillinger besat. Dette medfører ligeledes stor udskiftning, oplyser Doris J. Jensen.

- Angående sygeplejersker er ca. 140 fastansatte sygeplejersker ud af pt. 267 sygeplejerskestillinger Ca. 60 stillinger er på nuværende tidspunkt besat med korttidsansatte og 23 stillinger er dækket af vikarbureauer. De resterende stillinger dækkes f.eks. af sundhedsassistenter, fremgår det af svaret.

Skrækeksempel

Som eksempel på den kritiske bemandingssituation oplyses det, at man kun har tre fastansatte sygeplejersker på den kirurgiske sengeafdeling ud af 13 stillinger.

Og det ser ikke lyst ud for fremtiden, idet man i Danmark efterspørger langt flere sygeplejersker, mens lægerne bliver mere og mere specialiserede, og derfor ikke kan træde ind i den almene praksis i Grønland, hvor der ofte kræves bred lægefaglig viden.

Powered by Labrador CMS