Nuuk

Kuupik og Juliane besøger hjemløse

Tirsdag besøger de to Inuit Ataqatigiit-politikere caféen og overnatningsenheden Kialaarfik for hjemløse i Nuuk

IA's Juliane Henningsen og Kuupik Kleist besøger caféen og overnatningsenheden Kialaarfik for hjemløse i Nuuk

Caféen og overnatningsenheden Kialaarfik for hjemløse i Nuuk får et sjældent besøg, når formand for Inuit Ataqatigiit Kuupik Kleist og medlem af Inatsisartut for Inuit Ataqatigiit Juliane Henningsen i dag tirsdag besøger stedet.

- Formålet med besøget er at høre, hvad de hjemløse synes, at vi politikere kan gøre for at give dem en bedre hverdag. Hvordan er det at være hjemløs i Grønland i dag, og hvad skal der især gøres noget ved?, skriver de to politikere i en pressemeddelelse.

- Vores vigtigste budskab til de hjemløse er, at hjemløse skal behandles ligesom alle andre. Vi glæder os til at høre, hvad de hjemløse har af gode forslag. På sigt må det være målet, at hjemløshed skal elimineres. Alle skal kunne tilbydes en bolig. Vi synes, at det er utroligt vigtigt, at vi politikere sørger for at høre nogle af de borgere, som normalt ikke er på den politiske dagsorden, lyder det videre fra Kuupik Kleist og Juliane Henningsen.

Efter besøget på Café Kialaarfik, som er en kommunal institution, er det planen, at de hjemløse bliver inviteret med på udarbejdelse af forslag til Inatsisartut på forårssamlingen, som i øvrigt begynder 18. marts.

Powered by Labrador CMS