Forslag til finanslov 2014
Kuupik: Dårligt timet underskud
Landskassen vil have underskud på 76 millioner kroner i 2014. – Det er rigtig dårligt timet midt i en periode med nedgang i økonomien, siger formanden for Inuit Ataqatigiit Kuupik V. Kleist
Der venter store økonomiske udfordringer for Grønland. Derfor efterlyser formanden for Inuit Ataqatigiit Kuupik V. Kleist konkrete planer for at øge landskassens indtægter. Han ser med bekymring på bevillingen på anlægsområdet. Han frygter, at der bliver tabt arbejdspladser i byggebranchen.
Læs: IA: Potentiel økonomisk katastrofekurs
Forslaget til næste års finanslov står ikke til at få opbakning fra det største oppositionsparti Inuit Ataqatigiit i den form den blev præsenteret torsdag morgen.
Læs: Foreslår underskud på finansloven
- Det er meget dårligt timet at have et stort underskud i en tid økonomien har trange tider. Jeg ser derfor forslaget til finansloven for 2014 med bekymring, siger Kuupik V. Kleist til Sermitsiaq.AG.
Usikkerhed
Han har blandt andet kigget på bevillingen til anlægsopgaver.
- Bevillingen er, som jeg læser forslaget, halveret fra en milliard kroner i 2013 til 500 millioner kroner. Anlægsområdet har stor betydning for beskæftigelsen. Jeg frygter derfor, at der bliver tabt mange arbejdspladser, siger Kuupik V. Kleist.
Formanden for Inuit Ataqatigiit efterlyser konkrete planer for at øge landskassens indtægter.
- Jeg savner konkreter planer for erhvervsudvikling. Jeg kan godt forstå, at man ikke kalkulerer med indtægter fra en eventuel ny mine i Godthåbsfjorden. For vi må ifølge loven ikke kalkulere med indtægter, der ikke er sikret, siger Kuupik V. Kleist.
Men han har også forståelse for at der endnu ikke er større mineprojekter.
- Vi har endnu ikke hørt, hvilke ændringer Naalakkersuisut vil komme med til storskalaloven, og hvilke ændringer der kommer til råstofloven. Jeg kan godt forstå at mineselskaber er i venteposition, siger Kuupik V. Kleist.
Naalakkersuisut inviterer samtlige partier til forhandling om forslaget til finansloven.
- Der vil vi kræve uddybende forklaring om underskuddet, og hvilke initiativer der vil blive iværksat på erhvervsområdet, siger Kuupik V. Kleist.