råstoffer

Kun små miljøpåvirkninger ved rubinprojekt

Laboratorium i Nuuk skal bruge giftig syre til at rense rubinerne, men affaldsproduktet bliver sendt til Danmark

I alt 120 personer deltog på høringsmødet i Nuuk.

Der bliver udelukkende tale om mindre påvirkninger af miljøet, hvis Naalakkersuisut giver mineselskabet True North Gems tilladelse til at åbne en rubinmine ved Aappaluttoq.

Det konkluderer konsulentfirmaet Rambøll i den såkaldte VVM-rapport (vurdering af virkninger på miljøet) om projektet.

Læs: Kommune vil holde rubinjagt i kort snor

Rapporten er udarbejdet for True North Gems og er en del af det samlede materiale i forbindelse med selskabets ansøgning om at kunne udnytte rubin- og safirforekomsten i området.

Miljørapporten samt en rapport om projektets såkaldte sociale bæredygtighed blev præsenteret på Landsstyrets høringsmøder i den forløbne uge i Qeqertarsuatsiaat, Paamiut og Nuuk.

Spildevand
Den største påvirkning af området ved minen kommer i kraft af almindeligt spildevand fra minelejren i forbindelse med madlavning, bad, toiletbesøg m.m.

Spildevandet indeholder kvælstof, der kan påvirke miljøet. Men konsekvenserne bliver afbødet af, at der også kommer et rensningsanlæg i minelejren.

Læs: Stor debat om rubiner i Qeqertarsuatsiaat

Dyrelivet i området bliver meget lidt påvirket af mineprojektet, fremgår det af rapporten.

Minen ligger mellem 60 og 100 kilometer fra rensdyrenes vandringsruter. Omvendt er der blandt andet to ørnereder i området, der kan blive forstyrret af helikoptertrafikken. Men ulemperne på dette område kan mindskes ved at bruge faste flyveruter, fremgår det af rapporten.

Og ud over en øget vandstand i søen Ukkaata Qaava, mens minen er i drift, bliver vandmiljøet heller ikke påvirket i større stil af mineprojektet, fremgår det af rapporten.

Giftig syre
Rubinerne og safirerne bliver efter brydningen renset og sorteret på NunaMinerals laboratorium i Nuuk.

I forbindelse med rensningen bruger man flussyre, der er meget giftig og ætsende.

– Men efter rensningen bliver syren neutraliseret og bliver i forsejlede tønder sendt til Kommunekemi i Danmark. Der sker således ikke nogen udledning i Nuuk, understregede direktør Bent Olsvig Jensen fra True North Gems Greenland på høringsmødet i Nuuk, der fandt sted torsdag den 29. august i Kulturhuset Katuaq i Nuuk.

Powered by Labrador CMS