anerkendelse

Kulturlandskab i Sydgrønland er verdensarv

Verdensarvskomiteen under FN har netop optaget kulturlandskabet Kujataa på Verdensarvslisten.

Det enestående landbrugs- og kulturlandskab Kujataa er netop blevet optaget på FNs verdensarvsliste.

Naalakkersuisut for kultur, Doris Jakobsen har netop modtaget beskeden om, at verdensarvskomiteen under FN har behandlet ansøgningen og optaget landskabet på listen.

Området omfatter fem delområder i fjordsystemet omkring Igaliku Fjorden og Tunulliarfik.

Det drejer sig om Igaliku, Qassiarsuk, Sissarluttoq, Tasikuluulik og Qaqortulooq-Upernaviarsuk.

Verdensarvskomiteen har i deres overvejelser blandt andet lagt vægt på, at landskabet mellem Davisstrædet og indlandsisen rummer usædvanligt velbevarede ruiner efter nordboernes beboelser og genoptagelsen af livsformen med det moderne landbrug, som inuit påbegyndte i 1700-tallet.

I forvejen er Isfjorden ved Ilulissat på Verdensarvslisten.

Naalakkersuisoq for kultur, Doris Jakobsen skriver i en pressemeddelelse, at hun håber, at anerkendelsen vil have lige så positiv virkning som verdensarvsområdet Ilulissat Isfjord.

Powered by Labrador CMS