Af Kurt Kristensen | 31-10 - 17:24
På årets julemærke bringer tre snehvide ryper julebudskabet til Grønland.
Det er arkitekten og kunstneren Naja Rosing-Asvid, som har tegnet det smukke og meget stemningsfyldte julemærke med tre forskellige motiver.
Naja Rosing-Asvid symboliserer ryperne som budbringerne af fred og kærlighed, og deres lighed med de hvide fredsduer er ikke tilfældigt.
– Julen er også tiden, hvor næstekærligheden er stor, og hvor der gerne gives lidt ekstra til de hjemløse, de krigsramte og nødstedte i verden, siger Naja Rosing-Asvid om sit motiv.
– Ryperne med et hjerte, en gave og et brev med hvert sit julebudskab i næbet formidler kærlighed og omsorg til nær og fjern og på tværs af landegrænserne.
Julemærket, som Den grønlandske Julemærkefond præsenterede onsdag eftermiddag i Grønlands kulturhus Katuaq i Nuuk, kan købes hos Pilersuisoq i bygderne og hos Post Greenland i byerne.