Kujalleq: Vi kan ikke vente længere

Befolkningstallet har været faldende konstant i løbet af det seneste årti i Kommune Kujalleq. Det forventes at befolkningstallet falder med yderligere 1000 såfremt forholdene forbliver uændret. - Nu må der ske noget, siger borgmester

Borgmester i Kommune Kujalleq, Kiista P. Isaksen

I midten af september afholdt Kommune Kujalleq erhvervsseminar med henblik på at styrke samarbejdet mellem erhvervslivet og kommunen.

- Det konstateres under seminaret at antallet af erhvervsaktører har været faldende konstant i løbet af det seneste årti. Det forventes at befolkningstallet i Kommune Kujalleq falder med yderligere 1.000 borgere såfremt forholdene forbliver uændret. Det kan ses i tallene fra Grønlandsstatistik, hvor det fremgår at befolkningstallet som var på 6500 i 2018 forventes at falde til 5600 i 2028, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Flere initiativer må i gang
Derfor må der ske noget i Sydgrønland, mener borgmester Kiista P. Isaksen.

- Naalakkersuisut skal have mere mod til at kunne give en råstofudnyttelsestilladelse i Kommune Kujalleq. Det er på tide at udviklingen fortsætter i Sydgrønland. Undersøgelserne i Kringlerne er allerede foretaget, og udnyttelsen vil betyde flere arbejdspladser, og dette vil kun have positive følger for vores kommune og resten af landet. Det kan nemlig ikke være rigtigt at politikerne ser bare til og lade kommunen vente til trods stort ønske om udvikling, siger hun.

Må realiseres snarest muligt
Arbejdet med lufthavnsprojektet i Qaqortoq og i spørgsmålet om hvad sker ske med Narsarsuaq lufthavnen har skabt usikkerhed hos erhvervslivet.

- Jeg ønsker at den landskasse finansierede anlæggelse af Qaqortoq lufthavn realiseres snarest, vi har nemlig ikke råd til at vente endnu 10 år. Det er derfor på tide at politikerne tager en beslutning omkring sydgrønlandske lufthavne, fremhæver hun.

- Om 2 måneder er tidsfristen for testningen udløbet og man mangler kun at teste turbulensen under et bestemt vejrforhold. Men Air Greenland har informeret os om at man stadig afventer en bestemt vind, men hvor mange måneder eller hvor mange år skal vi så vente på den pågældende vind? Undersøgelserne bør snart blive færdige og jeg håber på at det kan ske inden året er omme. Kommune Kujalleq har allerede afsat 300.000 kroner til en undersøgelse, siger Kiista P. Isaksen der påpeger, at Kommune Kujalleq ikke ønsker at lukke Narsarsuaq.

Udenfor Nuuk
Borgmester i Kommune Kujalleq siger, at der bør også ske en udvikling udenfor Nuuk.

- Kommunerne kan være med til at løfte opgaven om en mere ligestillet udvikling i vort land. Vi er jo med til at finansiere en masse selvstyreejede virksomheder gennem vores skatteydelser, og vi vil også være en del af udviklingen uden blot at være tilskuere. Her vil jeg gerne nævne at tilskuddet til kommunerne på intet mindre end 170 mio. kroner kunne have været meget større, hvis en mere passende udligning kunne ske for Kommune Kujalleq, lyder det fra Kiista P. Isaksen.

Powered by Labrador CMS