råstoffer

Kuannersuit-projekt starter ikke foreløbig

Greenland Mining and Energy forventes at aflevere ansøgning om udnyttelse af råstoffer i Kuannersuit i løbet af 2014

Der kan gå lang tid før der kommer afklaring på om der kommer en mine i Kuannersuit ved Narsaq

Selvom Greenland Mining and Energy, GME, skulle aflevere sin ansøgning om udnyttelse af råstoffer i Kuannersuit ved Narsaq i starten af 2014 vil der formentlig gå lang tid før ansøgningen bliver godkendt eller afvist. Medlem af naalakkersuisut for råstoffer og erhverv Jens-Erik Kirkegaard fra Siumut understreger overfor Weekendavisen, at Lars-Emil Johansen fra Siumut tidligere position som bestyrelsesformand for GME ikke kommer til at spille en rolle når ansøgningen bliver behandlet.

GME har tidligere meddelt, at de regner med at aflevere ansøgning om udnyttelse af råstoffer i Kuannersuit i starten af 2014. Men der vil gå lang tid før de får svar på deres ansøgning. Naalakkersuisut har også et ønske om at råstofferne også blive bearbejdet i Grønland.

Lars-Emils rolle
- Der er forskellige scenarier. Vi vil som udgangspunkt helst forarbejde råstofferne i Grønland. Det giver flest arbejdspladser og indtægter. Vi ønsker ikke at ende som et uland, som mineselskaberne bare tømmer for mineraler. Derfor vil vi helst have et oparbejdningsanlæg ved minen. Men det skal kunne lade sig gøre sundhedsmæssigt forsvarligt, og det skal være miljømæssigt i orden. Vi regner med at få en ansøgning fra GME om udnyttelsestilladelse i løbet af 2014. Men det vil tage lang tid at behandle ansøgningen, for det skal foregå meget grundigt, siger Jens-Erik Kirkegaard til Weekendavisen.

Formanden for Inatsisartut Lars-Emil Johansen fra Siumut har været bestyrelsesformand i GME. Men hans tætte relation til GME kommer ikke til at spille en rolle når ansøgningen skal behandles siger Jens-Erik Kirkegaard.

- Vi tager ikke stilling på baggrund af enkeltpersoners udtalelser eller anbefalinger. Vi tager vores beslutninger på et sagligt grundlag, siger Jens-Erik Kirkegaard til Weekendavisen.

London Mining fik svar på sin ansøgning om udnyttelse af jernmalm Isua over et år efter afleveringen af ansøgningen.

Powered by Labrador CMS