Fangstkontrol
Kruse: Fiskeri-og fangstkontrol skal omstruktureres
Der skal indføres ny fleksibel fiskeri- og fangstkontrol. Det meddelte medlem af Naalakkersuisut for fiskeri og fangst Karl-Kristian Kruse under kontrollørernes årsmøde
Op imod 25 jagtbetjente, fiskerikontrollører, observatører og landingskontrollører er i disse dage samlet til deres årsmøde i Nuuk.
Medlem af Naalakkersuisut for fiskeri, Karl-Kristian Kruse fra Siumut fortalte deltagerne ved årsmødet, at der er planer for omstrukturering af fiskeri- og jagtkontrollen.
- Vi lægger op til en ny kontrolstruktur, der blandt andet bliver baseret på risikobaseret kontrol. Risikobaseret kontrol består i, at man identificerer de områder, hvor der er størst sandsynlighed eller risiko for, at reglerne ikke overholdes, eller der forekommer indikationer om, at der bør tages indsats, sagde Karl-Kristian Kruse i sin tale mandag til jagtbetjente, fiskerikontrollører, observatører og landingskontrollører.
Nye krav om fleksibilitet
Ifølge selvstyret kommer den nye kontrolstruktur til at stille nye krav, hvor betjentene og kontrollørerne skal være fleksible og omstillingsparate.
- Fleksibiliteten vil blandt andet bestå i, at uanset om du anser dig for at være jagtbetjent, fiskerikontrollør eller observatør, skal du kunne påtage dig at hjælpe til under en kontrolkampagne, eller selv at foretage en kontrolhandling, hvad enten det drejer sig om kontrol med fangst eller fiskeri og kontrol af landede mængder, sagde Karl-Kristian Kruse.
Ingen planer om afskedigelser
Karl-Kristian Kruse understregede dog i sin tale til omkring 25 årsmødedeltagere, at der ikke lægges ikke op til afskedigelser.
- I skal dog være indstillet på, at der gradvis vil ske ændringer i hverdagen og prioritering af kontrolopgaverne, sagde Karl-Kristian Kruse.
Trussel imod tjenestemænd, fugle, pattedyr og lovgivning er blandt emnerne, som deltagerne i årsmødet skal drøfte.