Lovens lange arm

Kriminaliteten daler

Kriminaliteten i Grønland har været dalende de senere år, og den tendens fortsatte i 2015, fremgår det af politiets årsstatistik

Trods faldet i kriminaliteten fylder sager om vold og seksuelle overgreb stadig meget i politiets statistikker

I 2015 var der cirka 4.100 anmeldelser under kriminalloven, der blandt andet dækker drab, vold, seksualforbrydelser og indbrud.

I 2011 lå tallet på over 5.100 anmeldelser. Og dermed fortsætter en positiv udvikling, hvor kriminaliteten daler. Det viser de netop offentliggjorte tal fra Grønlands Politis årsstatistik.

Læs: Antallet af drab er faldende i Grønland

Optimistisk
- Det er svært ikke at være optimistisk, når man ser på tallene for vores arbejde i 2015. I forhold til året før ser vi et fald i tallene for kriminalitet som vold, drabsforsøg, røveri, indbrud og tyveri. Det er alle sammen forbrydelser, der skaber utryghed for den enkelte indbygger, og derfor glæder det os i Grønlands Politi, at udviklingen går mod et mere sikkert og roligere Grønland, fremhæver politimester Bjørn Tegner Bay i en pressemeddelelse.

Stadig højt niveau
Politimesteren fastslår, at Grønland stadig ligger for højt, når det gælder nogle kriminalitetsformer, målt i forhold til landets indbyggertal. Det gælder blandt andet seksualforbrydelser mod børn og unge.

Dog kan han trods alt glæde sig over, at der også var færre overtrædelser på dette område i 2015.

Der fandt 31 overtrædelser sted i 2015 mod 54 året før. Og i 2013 var tallet helt oppe på 70 seksualforbrydelser mod børn og unge.

Kurven knækket
Kurven er dermed knækket for denne kriminalitetsform, som både er et internt samfundsproblem og også ofte bliver nævnt, når man i andre lande diskuterer forholdene i Grønland.

- Vi ser stadig for meget vold og for mange seksuelle overgreb i Grønland. Det sker i weekenderne. Det sker ofte i hjemmet. Og det sker, hvor der er en eller anden relation mellem offer og gerningsmand. Derfor sætter vi i Grønlands Politi - sammen med især de sociale myndigheder - ind for at forebygge, at disse former for kriminalitet gentager sig. Vi kan dog kun gøre det, hvis familierne selv gør op med tabuer og tavshed. Sammen, myndigheder og borgere imellem, kan vi skabe tryghed, siger Bjørn Tegner Bay.

Ofte domme
Politimesteren er desuden tilfreds med, at politiet i rigtigt mange tilfælde formår at få dømt en gerningsmand/kvinde. Det styrker ifølge Bjørn Tegner Bay retssikkerheden i Grønland, da både ofrene, de pårørende, gerningsmændene og resten af samfundet kan se, at kriminalitet bliver straffet - uanset, om man bor i en mindre bygd eller i en af de større byer.

Læs: Politimand fyret for bedrageri

Powered by Labrador CMS