Kreutzmann: Kæmper for slutspilsplads

Nordsjælland Håndbold med Akutanneq Kreutzmann på holdet har indtil nu været en af de store positive overraskelser i den danske håndboldliga.

Akutanneq Krentzmann har overrasket positivt i Nordsjælland Håndbold, der kæmper for at komme med i slutspillet i den danske håndboldliga.

Der mangler tre kampe i grundspillet, inden de otte bedste klubber, som kommer i slutspillet i den danske håndboldliga, er fundet.

Nordsjælland Håndbold ligger aktuelt nummer otte. Klubben mangler at møde Mors-Thy Håndbold, Skanderborg Håndbold og endelig den sidste kamp den 28. marts mod TTH Holstebro, inden klubben og spillerne ved, om de er kommet med i det forjættede land, som slutspillet er.

Første sæson i klubben

Akutaaneq Kreutzmann skiftede inden sæsonstarten Ribe Esbjerg HH ud med Nordsjælland Håndbold og det har den grønlandske landsholdsspiller ikke fortrudt.

- Jeg har det fint i klubben og trives med at bo i København fortæller Akutaaneq Kreutzmann til Sermitsiaq.AG og fortsætter:

- De sidste tre kampe bliver meget spændende. Vi er heldigvis i den situation, at vi selv kan afgøre det. Og fortsætter vi med at spille, som vi har gjort indtil nu, skal det nok lykkes at komme med i slutspillet siger en meget fortrøstningsfuld Akutaaneq Kreutzmann.

Nordsjælland Håndbold har tidligere i sæsonen blandt andet besejret Bjerringbro-Silkeborg, KIF Kolding København og Aalborg Håndbold.

Aftale forlænget

Akutaaneq Kreutzmann og Nordsjælland Håndbold har besluttet at forlænge deres aftale med endnu et år. Så også i næste sæson vil Akutaaneq Kreutzmann tørne ud for klubben.

Nordsjælland Håndbolds meget hårdt skydende venstre back Nicolaj Pedersen forlader klubben og det åbner nye muligheder for Akutaaneq Kreutzmann.

- Jeg har altid helst ville spille i venstre side og det bliver der i næste sæson mulighed for nu, hvor Nicolaj Pedersen rejser til KIF Kolding København. Så nu er det med at gribe chancen slutter Akutaaneq Kreutzmann.

Kom til Danmark som 16-årig

28-årige Akutaaneq Kreutzmann er ved at være en erfaren herre i den danske håndboldliga. Snart 12 sæsoner er det blevet til, siden en meget ung Akutaaneq Kreutzmann begyndte sin karriere i dansk håndbold i Silkeborg-Voel KFUM.

Powered by Labrador CMS