Formandens Departement

Konstitueret departementschef: Kim Kielsen kender mig

Søren Hald Møller havde onsdag første arbejdsdag som konstitueret departementschef i Formandens Departement. Han har for kort tid siden arbejdet sammen med netop formanden for Naalakkersuisut

Søren Hald Møller er konstitueret departementschef i Formandens Departement. Arkivfoto

Onsdag tog Søren Hald Møller turen op til toppen af selvstyretårnet i tilknytning til Nuuk Center.

Det sker, efter formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen fra Siumut tirsdag i en kort pressemeddelelse meddelte, at Svend Hardenberg med øjeblikkelig virkning og på ubestemt tid er blevet fritaget fra tjeneste som departementschef i Formandens Departement.

I stedet er Søren Hald Møller konstitueret departementschef i landets magtfuldeste departement.

- Søren Hald Møller, hvad vil du konkret gøre for at rette op på den ikke alt for gode opfattelse, som mange har af Formandens Departement?

- Jeg har ikke nogen 'programerklæring' for, hvordan jeg vil varetage mit job som konstitueret departementschef hos Formanden for Naalakkersuisut. Det, jeg naturligvis håber på, er, at man hos navnlig formanden og i Naalakkersuisut vil sætte pris på opgaveløsningen i Formandens Departement under mit ledelsesmæssige ansvar, svarer han til Sermitsiaq.AG.

Kender hinanden
- Jeg er i hvert fald tryg ved, at formanden for Naalakkersuisut kender min måde at arbejde på, blandt andet fra vores samarbejde i Departementet for Miljø og Natur, samt at jeg har en rimeligt bred og lang baggrund for at varetage jobbet, siger 55-årige Søren Hald Møller, som ikke ønsker at komme nærmere ind på sit ansættelsesforhold, da det er uden for hans hænder.

Læs: Departementschef Svend Hardenberg fritaget fra tjeneste

Søren Hald Møller har hidtil været ansat som styrelseschef i Miljøstyrelsen for Råstofområdet og har siden maj 2014 fungeret som departementschef i Departementet for Natur, Miljø og Justitsområdet. Han har været ansat i hjemmestyret/selvstyret i sammenlagt mere end 18 år, heraf som chef i Landsstyrets Sekretariat (forgængeren til Formandens Departement, red.) i knap seks år.

Naalakkersuisut-formanden har oplyst, at han ikke ønsker at kommentere Svend Hardenbergs fritagelse yderligere, da der er tale om personaleforhold. Dermed kan offentligheden ikke få at vide, hvorfor landets øverste embedsmand er blevet fritaget fra tjeneste på ubestemt tid.

Powered by Labrador CMS