Efterspil

Konkurs betyder 30 fyringer i Tasiilaq

Kommuneqarfik Sermersooq har sikret, at de ansatte i Viking Greenland har fået deres løn for denne måned

Viking Greenland var en stor arbejdsplads i Tasiilaq

30 personer står nu uden arbejde, efter at entreprenørvirksomheden Viking Greenland i Tasiilaq gik konkurs i denne uge, oplyser Kommuneqarfik Sermersooq.

Læs: Tasiilaqs eneste entreprenør er gået konkurs

Lægger ud
Forvaltningen for Velfærd og Arbejdsmarked er trådt til og udbetaler løn til de tidligere ansatte ved denne lønudbetaling. Og de udbetalte beløb vil efterfølgende blive afregnet med Lønmodtagernes Garantifond i Danmark, oplyser kommunen.

Betyder tab
Hvilke økonomiske konsekvenser, konkursen får for Kommuneqarfik Sermersooq, er endnu uvist.

- Der er ingen tvivl om, at Viking Greenlands konkurs vil betyde både økonomiske tab og en del ekstraarbejde for Kommuneqarfik Sermersooq, men lige nu koncentrerer vi os om at løse de praktiske problemer, den har givet for borgerne i Tasiilaq, oplyser administrerende direktør Steffen Ulrich-Lynge fra Kommuneqarfik Sermersooq.

Eneste entreprenør
Viking Byg var den eneste entreprenør i Tasiilaq og har derfor varetaget en lang række opgaver for kommunen. Der er derfor ingen tvivl om, at konkursen får konsekvenser for byen, understreger Kommuneqarfik Sermersooq.

Flere byggerier
Viking Greenland arbejdede på flere anlægsprojekter i Tasiilaq. Blandt andet opførelse af en ny daginstitution med plads til 88 børn. Opførsel af 10 nye boliger og etablering af en ny kloakledning til den sydlige del af byen.

Læs: Konkurs rammer Sermersooq-byggerier

- Anlægsafdelingen arbejder på en løsning, så arbejdet kan fortsættes hurtigst muligt. Daginstitutionsbyggeriet er lukket af og kan klare vinteren. Det samme gør sig gældende for 8 af de 10 boliger. To boliger skal dog sikres, inden vinteren sætter ind, oplyser kommunen.

Snerydning
Viking Greenland stod for snerydning i store dele af Tasiilaq. Den opgave vil Kommuneqarfik Sermersooq selv overtage, indtil der kan findes en permanent ordning.

Gravsteder
Viking Greenland stod for grave til begravelser i Tasiilaq. Den opgave varetager konkursboet, til der findes en permanent ordning.

Powered by Labrador CMS