dyre anbringelser

Kommune Kujalleq kæmper for at få styr på budgettet

Det tegner til et underskud på 3 millioner kroner i landets sydlige kommune. Det er 5 millioner bedre end for blot to måneder siden

Udgifterne på socialområdet i Kommune Kujalleq er eksploderet i år. Kommunen skal bruge 13 millioner kroner ekstra på området. Dertil kommer ekstra udgifter på omkring 5 millioner til ansatte som sagsbehandlere i selve forvaltningen.

Samlet giver det øgede udgifter på omkring 18 millioner kroner i forhold til, hvad man har regnet med. Da det begyndte at stå klart i august indledte kommunen en omfattende spareøvelse.

- Vi måtte trække i nødbremsen, siger borgmester Kiista P. Isaksen (S) til Sermitsiaq.AG.

- Vi har midlertidigt stoppet alle ansættelser, som ikke er lovpligtige. Derudover har vi udskudt de indkøb, som vi kunne til 2018 og så er alle tjenesterejser blevet sløjfet.

Besparelser virker
Og besparelserne har båret frugt. I starten af september tegnede det stadig til et underskud på omkring 8 milioner kroner ud at et budget på 550 millioner kroner. Ved den seneste opgørelse fra starten af november er det forventede underskud bragt ned til 3 millioner kroner.

- Jeg regner med, at vi kommer under de 3 millioner inden året er omme, siger Kiista P. Isaksen.

LÆS OGSÅ: Anbringelser presser budgettet i Kommune Kujalleq

Flere anbringelser
Det er anbringelserne af børn og unge, der tegner sig for langt hovedparten af de øgede udgifter. Kommunen har anser flere sagsbehandlere og medarbejdere i familiecentret. Det har betydet bedre hjælp til børnene, men også stigende udgifter.

- Vi er blevet bedre til at se på sagerne, så de børn, der har behov for hjælp også får den. Det betyder så også, at flere er blevet anbragt på døgninstitutioner.

Nu arbejder kommunen på at uddanne plejefamilier, så flere børn kan anbringes hos fåreholdere eller familier i byerne. Derudover vil kommunen etablere en egen døgninsitutioner. Begge dele skal efter planen komme i gang i andet kvartal næste år.

Bedre forebyggelse
Ideen er ikke først og, at det skal være billigere. Det skal også være et bedre tilbud for børnene.

- Vi skal gøre det, der er godt for børnene. En egen døgninstitution betyder, at de kan blive i deres vante omgivelser.

- En del af de mindre børn kan komme i pleje hos omsorgsfulde familier.

Derudover handler det også om at gribe hurtigere ind.

- En forebyggende indsats vil betyde, at flere børn får mulighed for at blive i deres eget hjem. Den indsats har jeg store forhåbninger til, siger Kiista P. Isaksen.

Samlet set tror borgmesteren på, at det nok skal lykkes både at få styr på finanserne, men mest væsentligt, at tilbyde den rigtige hjælp til børnene.

- Jeg er optimistisk med hensyn til at det skal lykkes. Det er vi alle, siger hun

Powered by Labrador CMS