Kommune erklærer krig mod HIV-smitte

Qeqqata Kommunia har søsat en række initiativer, der har til formål at få afblæst HIV-alarmen. Fem yngre personer er for nyligt blevet smittet med HIV i Sisimiut.

Sexolog Ulrikka Holm sættes ind i kampen mod HIV-smitten i Sisimiut.

Qeqqata Kommunia har besluttet at afsætte midler til flere tiltag, der skal udrydde den farlige HIV-smitte, der florerer i kommunen, hvor fem er smittet, og hvor andre undersøges for, om de er smittet.

Sexolog holder kurser

Sexologen Ulrikka Holm er hyret og kommer til Sisimiut og vil holde kurser og aktiviteter for arbejdsløse og arbejdsløse unge i alderen 15 til 18 år. Kurserne vil handle om selvudvikling og seksualitet, fremgår det af en pressemeddelelse, som familiechef Kirsten Bødker har udsendt.

- Derudover har forebyggelseskonsulenterne under Familiecenteret planer om at lave tv- reklamer til forebyggelse af kønssygdomme, og der vil også afholdes borgermøder i samarbejde med sygehuset og tandklinikken, hvor magneter og krus med bekæmpelse af HIV-budskaberne også er med i planerne, oplyser Kirsten Bødker.

Kommunen har et ønske om at få sat så stor fokus på den farlige HIV-smitte, at en yderligere spredning undgås.

Powered by Labrador CMS