uddannelse

Kommunalpolitikere drøfter studenterhus i Nuuk

Grønlands hovedstad kan få et studenterhus, hvis et flertal i kommunalbestyrelsen støtter et forslag om oprettelse af et hus for studerende ved højere uddannelser i byen

Medlem af kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq, Siumuts Peter Davidsen
Offentliggjort

Kommunalbestyrelsesmedlem i Kommuneqarfik Sermersooq, Peter Davidsen fra Siumut, mener, at studerende ved videregående uddannelser skal have et mødested udenfor deres uddannelsesinstitution.

Han peger selv på, at et studenterhus kan være med til at gøre det attraktivt at tage en videregående uddannelse i hovedstaden.

Fortsætter i næste måned
Nuuk er med sine næsten 17.000 indbyggere Grønlands største uddannelsesby.

Landets eneste universitet ligger i Nuuk og andre uddannelsesinstitutioner ligger spredt i byen.

Peter Davidsen har fremlagt sit forslag om et studenterhus overfor kommunalbestyrelsen, og den politiske behandling vil fortsætte til november.

Mere sammenhold
- Vi må skabe muligheder, for at de uddannelsessøgende ved højere uddannelser bliver mere synlige i Nuuk og bane vejen for, at de får mere indflydelse i byen, siger Peter Davidsen i sin begrundelse for sit forslag.

Peter Davidsen mener, at studenterhus vil skabe et attraktivt og selvstændigt studentermiljø.

- Det er nødvendigt, at de uddannelsessøgende får mere sammenhold. Det vil være til gavn for byen og for landet, hvis vi skaber et forbilledligt miljø for de uddannelsessøgende ved højere uddannelser, siger Peter Davidsen.

Læs hele historien, og se hvad der foregår af stort og småt i Nuuk. Nuuk Ugeavis kan du hente gratis her:

Powered by Labrador CMS