kommunalvalg

Kommunalbestyrelse roser egen indsats

Fra en kommune i knæ til en kommune i vækst. Så kortfattet kan man beskrive den rosenrøde pressemeddelelse, som Kommune Kujalleq netop har udsendt. Her nævner man ikke med et eneste ord, hvilke sociale udfordringer kommunen står med.

Kommunalbestyrelsen i Kujalleq
Kommunalbestyrelsen i Kujalleq mener, at de overdrager en kommune i vækst.

Kommunalbestyrelsen i Kujalleq har holdt sit sidste ordinære møde før det kommende kommunalvalg den 4. april. Og rosen til egen indsats fra de to toneangivende partier Siumut og Inuit Ataqatigiit bliver bragt videre på officielt, kommunalt papir.

- Kommunen var mildest talt i knæ i alle henseender, da kommunalbestyrelsen trådte til efter valget i 2013. Strukturændringerne efter kommunesammenslutningen i 2009 så ud til at være en katastrofe for Kommune Kujalleq, oplyses det i meddelelsen.

Alle ulykkerne

Og videre står der om alle de ulykker den nuværende kommunalbestyrelse stod overfor:

- Økonomien hang ikke sammen, kommunens service overfor borgerne hang ikke sammen, arbejdet for de sårbare borgere hang ikke sammen, der var meget ringe muligheder for vækst i erhvervslivet, befolkningsudvandringen var på sit højeste, infrastrukturen hang ikke sammen m.m., oplyses det.

Visionært samarbejde

Det fastslås, at der i de seneste fire år har været et visionært og konstruktivt samarbejde på tværs af partierne i kommunen.

Siumut-borgmester Jørgen Wæver Johansen fremhæver:

- Jeg er umådelig stolt over, at vi har formået at vende skuden fra katastrofale tilstande til en frugtbar og holdbar stadie. På trods af at der stadig er enorme udfordringer, især hvad angår infrastrukturen, der stadig halter, de udeblevne udflytninger fra Grønlands Selvstyre, så har vi formået at skabe de bedste rammer for den kommende kommunalbestyrelse, og set i forhold til vores start i sin tid, så kan vi med sindsro nu forberede overdragelsen til det kommende kommunalbestyrelse.

Sorteper sendes videre

Borgmesteren formår behændigt at sende ømtålelige emner videre til Selvstyret på de områder, som Selvstyret har ansvar for, og som kommunen ikke har haft indflydelse på.

På vegne af IA og gruppeformanden Stine Egede, istemmer Debora Kleist den positive tone, før medlemmerne skal ud i en valgkamp om borgernes stemmer:

IA: Stabil kommune

- Jeg er på vegne af IA glad for, at vi også på trods af at vi har valgt at trække os fra koalitionen i begyndelsen af 2016, har været med til at få skabt en god og stabil kommune, vi har blandt andet igennem det gode samarbejde i udvalgene på tværs af partierne, været med til at stabilisere kommunens udvikling. Der er selvfølgelig ting der ifølge vores mening kunne være blevet gjort bedre, men overordnet set, kan vi med sindsro være med til arbejdet for en god overlevering til det kommende kommunalbestyrelse, udtaler Debora Kleist.

Om borgerne i Kommune Kujalleq har samme holdning til kommunalbestyrelsens resultater vil vise sig på valgaftenen den 4. april.

Ikke et ord om de sociale udfordringer

De to forfattere til pressemeddelelsen nævner ikke med et ord, om de udfordringer som kommunen står med på det sociale område.

Så sent som den 3. februar rettede Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen Sara Olsvig en sønderlemmende kritik mod kommunen:

- Det sociale sektortilsyn har konstateret alvorlige mangler i kommunens forvaltning på børn og ungeområdet, der kan indebære direkte risiko for udsatte børns liv og helbred. Dette forhold har betydet, at det sociale sektortilsyn har foretaget et ekstraordinært opfølgende tilsyn i Kommune Kujalleq i januar 2017 med henblik på at følge forvaltningen af området tæt, meddelte Sara Olsvig dengang.

Powered by Labrador CMS