Koalitionen: Sådan vil vi arbejde videre

Siumut og Atassut gør status på koalitionens arbejde og løfter sløret for, hvordan det videre arbejde skal udføres

Siumut-formand Aleqa Hammond og Atassut-formand Gerhardt Petersen
Offentliggjort

- Det kan være en udfordring at opnå enighed i politik, men det stopper ikke koalitionen i at fortsætte det gode samarbejde for et samlet land - et samlet folk.

Sådan skriver koalitionspartierne, Siumut og Atassut, i en fælles pressemeddelelse.

Det sker i forbindelse med dagens forventede valg og indsættelse af Siumuts Finn Karlsens som ny naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug.

Læs "Nu bliver Finn Karlsen magtfuld"

Siumut og Atassut har holdt møde om koalitionens arbejde og samarbejde og gjort status på koalitionens arbejde samt drøftet det videre arbejde.

For at realisere koalitionsaftalen vil partiernes Inatsisartut-medlemmer og Naalakkersuisut-medlemmer på vegne af Siumut og Atassut ’i tæt samarbejde arbejde for at sikre de bedste rammer for borgerne og erhvervslivet’, så alle kan deltage i samfundets udvikling.

Dette skal blandt andet ske ved:

  • At man i samarbejde med kommunerne arbejder på at realisere de planlagte anlægsaktiviteter samt fremskynder opgaver, hvor det er muligt.
  • At man i tæt samarbejde med aktørerne inden for fiskerierhvervet arbejder på at udvikle fiskeriet samt industrien, således at erhvervet får gode vilkår til at bidrage til samfundets økonomiske udvikling, samtidig med at der sikres arbejdspladser.
  • At man uden at mindske kravene på en mere fleksibel og hurtigere måde arbejder med selskaber, der er interesseret i råstofaktiviteter her i landet.

Koalitionen: Åbenhed og samarbejdsvilje
- Disse områder er blot en del af de mange opgaver, vi står over for. På trods af at disse særskilt bliver nævnt, skal ingen være i tvivl om, at koalitionspartierne forstsat vil arbejde for at realisere de målsætninger, der er nedfældet i koalitionsaftalen, fremhæver Siumut og Atassut i form af henholdsvis Siumut-formand Aleqa Hammond, Siumut-gruppeformand Jens Immanuelsen samt Atassut-formand Gerhardt Petersen og Atassut-gruppeformand Knud Kristiansen.

- Det er meget vigtigt for koalitionspartierne, at udviklingen af samfundet sker i samarbejde med borgerne. Derfor vil koalitionens arbejde til stadighed basere sig på åbenhed og samarbejdsvilje.

- Koalitionen vil sikre en god dialog samt fremadrettet have et tæt og frugtbart samarbejde med borgere, interesseorganisationer, aktørerne inden for erhvervslivet samt medarbejderne hos det offentlige, ligesom koalitionspartierne målrettet vil arbejde for, at det politiske arbejde for befolkningen drives stabilt og grundigt, meddeler Siumut og Atassut.

Powered by Labrador CMS