servicekontrakter

Knud Kristiansen åbner op for løsning for strandede passagerer

Naalakkersuisut-medlemmer afviser kritikken af de nye aftaler, men åbner op for hjælp til strandede passagerer, hvis man kan finde pengene

- De nye servicekontrakter er bedre end deres rygte, understreger Knud Kristiansen
Offentliggjort

De nye servicekontrakter på trafikområdet betyder langt bedre trafikforhold, end der tidligere har været annonceret fra Selvstyrets side.

Læs: Nye servicekontrakter på trafikområdet

Flyves fortsat mellem byerne
Naalakkersuisoq for infrastruktur, Knud Kristiansen, Atassut, understreger således i en pressemeddelelse, at de nye aftaler, hvor rederiet Disko Line bliver stor aktør på transportområdet i Sydgrønland - indebærer flere fordele:

  • Der flyves og sejles mellem alle byer i Sydgrønland – hele året i fast ruteplan.
  • Den rejsende kan selv vælge, hvilken transportform, der ønskes mellem byerne. I tilfælde hvor vejret udelukker den ene transportform, men tillader den anden, ombookes passageren automatisk til den alternative transportform.
  • Der sejles til og fra alle bygder i Sydgrønland. Når der ikke kan sejles, indsættes helikopterkapacitet.

Samme økonomiske ramme
En afgørende faktor har desuden været, at de nye kontrakter er indgået inden for den økonomiske ramme, der var på finansloven - uden at passagererne fik dyrere billetter.

Og en sikring af børne- og pensionist-rabatbilletter er således kommet i hus i kraft af en særlig bevilling på finansloven, der er godkendt af Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg.

Læs: Passagerer skal både med fly og båd

Tostrenget
- Med de valgte løsninger indføres et trafikalt system, der er mindst ligeså stabilt og driftssikkert, som tilfældet er i dag. I visse distrikter, herunder i Sydgrønland, forbedres forholdene – herunder specielt den vejrbetingede regularitet. Dette sker fordi, der indføres et tostrenget trafiksystem, hvor Diskoline tilbyder et alternativ, når vejret udelukker den planlagte transportform, understreger Knud Kristiansen i pressemeddelelsen.

- Det vil altså samlet set sige, at man i fremtidens tostrengede system vil kunne gennemføre sine rejseaktiviteter langt hyppigere, end tilfældet er i dag, hvor kun helikoptertransport tilbydes, fastslår han.

Læs: Kommune Kujalleq dumper servicekontrakt

Flere priser
Operatøren er ansvarlig for at sikre, at man, i tilfælde hvor vind eller is forhindrer sejlads, bliver tilbudt helikoptertransport uden yderligere beregning. Tilsvarende sikres skibstransport i tåget vejr, når der ikke kan flyves.

Operatøren udbyder billetterne, så helikoptertransport er dyrest, hurtigtgående både er billigere, og langsomtgående både billigst. De rejsende får dermed en række valgmuligheder for at rejse billigere, end tilfældet er i dag.

Samme model
I Diskobugten fastholdes det velkendte system. Operatøren har ifølge Selvstyret oplyst, at man vil fastholde det nuværende beflyvningsmønster og den nuværende ruteplan. Der vil således blive fløjet efter nøjagtig samme ruteplan, som Air Greenland flyver i dag. Der vil ikke blive sejlet, når vejret ikke tillader sejlads eller i islægsperioder. I disse tilfælde flyves der, ligesom i dag, med helikopter. Derudover indsættes yderligere sejladskapacitet under spidsbelastninger – for eksempel ved jul og nytår.

Læs: Sydgrønland er rystet over servicekontrakten

Skal selv betale nu
Knud Kristiansen erkender dog, at det er korrekt, at passagererne i Sydgrønland bliver stillet ringere, da de fra nytår selv skal betale for kost og logi, hvis de strander, for eksempel fordi de ikke når Air Greenlands afgang på grund af dårligt vejr. Det samme er tilfælde for passagererne i Diskobugten om sommeren med de nuværende aftaler.

- Det må dog forventes, at operatørerne vil gøre deres ypperste for at hjælpe så mange som muligt til at nå frem til deres slutdestination. Derudover er det meget vigtigt at slå fast, at det forventes, at omfanget af aflysninger og forsinkelser vil falde markant som følge af indførelsen af det tostrengede system med sejlads og helikopterbetjening, påpeger Knud Kristiansen i pressemeddelelsen.

Samtidig åbner han op for, at passagererne kan stilles bedre.

- Hvis der viser sig en udfordring med manglende garanti for forbindelsesbilletter henholdsvis indkvartering, vil der kunne indføres en model for en garanti eller en forsikringsordning. Man vil i givet fald skulle forholde sig til finansieringen af ordningen. Og i den forbindelse bør der tages stilling til, hvorvidt garantien skal gælde for alle rejsende, eller om rejser betalt af for eksempel landskassen eller turister skal undtages. Naalakkersuisut vil indlede denne analyse allerede inden kontraktopstart, understreger landsstyremedlemmet.

Powered by Labrador CMS