medier
Knud Fleischer trækker sig som formand
Der skal vælges en ny formand for STTK, når lokal TV- og radioforeninger snart holder ekstraordinær generalforsamling
Formanden for lokal TV- og radioforeningernes sammenslutning STTK‚ Knud Fleischer, har besluttet sig for at trække sig som formand. Det har han meddelt til STTKs medlemmer under medlemsmødet mandag aften.
Læs: STTK kæmper for sin eksistens
Der bliver snart indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i STTK, hvor reviderede regnskaber bliver fremlagt. Den nu snart forhenværende STTK-formand vil dog ikke påtage sig ansvaret for dårlig drift af STTK.
Læs: TV-foreninger vil stifte ny forening
- Sekretariatet af STTK blev lagt hos Sisimiut Tusaataat efter en udbudsrunde for to år siden, men vi må erkende, at driften ikke har været tilfredsstillende, siger Knud Fleischer til Sermitsiaq.AG.
Foreningen er blevet beskyldt for ikke at have fremlagt reviderede regnskaber i to år.
- Der ligger et revideret regnskab klar, der bliver fremlagt under den ekstraordinære generalforsamling, siger Knud Fleischer.
Lokal TV- og radioforeninger har svære tider. Der var 13 foreninger, da STTK holdt generalforsamling for to år siden. Nu er foreningerne reduceret til 9 foreninger, hvor kun 7 er medlemmer af STTK, efter at Nuuk TV og Arctic TV har trukket sig ud.