Ny strategi
Her er KNR’s tårnhøje målsætninger
På alle områder vil Kalaallit Nunaata Radioa (KNR) være en bedre public service-station. Det betyder blandt andet færre genudsendelser, mere fokus på nyheder og dybdeborende journalistik
Én ting er sikkert: KNR har store ambitioner! Endog meget store ambitioner!
Det skinner igennem i en pressemeddelelse, som KNR’s bestyrelsesformand, Hans Peter Poulsen, har sendt i tilknytning til, at bestyrelsen har godkendt KNR-direktionens oplæg til en ny strategi for KNR.
- Alt i alt bliver det et udfordrende efterår for os alle i KNR, og vi er ret sikre på, at vore lyttere og seere vil tage godt imod de nye initiativer og ikke mindst kan alle glæde sig til færre genudsendelser i den kommende tid, lyder det fra Hans Peter Poulsen, som fremhæver, at den nye strategi betyder store forandringer.
Mere kvalitet for samme støttekroner
- Vi vil have flere udsendelser på programmet, og vi vil have en højere kvalitet, og så vil vi samtidig i en tættere dialog med vore lyttere og seere. Vi vil gerne inspireres og udfordres til fortsat at kunne forbedre programmerne. Ambitiøst måske, når pengekassen ikke tilsvarende udvides, men målene er nu fastlagte, fastslår Hans Peter Poulsen.
- KNR skal fortsat og i endnu højere grad udføre kritisk journalistik og skal til stadighed være vagthunden i forholdet til vore politikere og andre offentlige personer og institutioner.
- Vores niche i KNR skal være at formidle nyheder og aktualitet, kultur, underholdning med videre med et endnu stærkere lokalt og nationalt udgangspunkt. Vi vil planlægge og arbejde ud fra stærke grønlandske præmisser med baggrund i vores egen unikke historie, levevis, humor, kaffemik og alt det, som gør os til noget helt specielt, og som vi alle elsker og holder af, lyder det videre fra bestyrelsesformanden.
Læs: KNR-direktør efter kritik: Der er gråzoner alle vegne
Fokus på nyheder og dybdeborende journalistik
KNR er i gang med at planlægge en lang række nye tiltag, som skal gøre public service-stationen bedre rustet til konkurrence fra andre medier.
Det kommende efterår byder på nye konkrete initiativer fra KNR.
- Vi vil udvide vores nyhedsformidling, og vi vil gennemføre nye programmer inden for aktualitet, underholdning og dybdeborende temajournalistik. Vi vil også - og ikke mindst - tage en helt ny og mere dynamisk web-platform i brug, som i højere grad imødekommer vores kunders ønsker og krav.
- Vi vil også udvide vores nuværende radioflade med blandt andet flere journalistisk bearbejdede samfundsrelevante programmer og rette flere programmer imod de unge, lyder lidt mere af målsætningen fra bestyrelsen, som forklarer, at de nye programflader skal finansieres ved fortsat tæt økonomisk styring, outsourcing af nogle af de nuværende programmer til lokale produktionsselskaber og med et øget fokus på andre forretningsmæssige muligheder, som kan holdes inden for den nye medielov og lov om KNR.
KNR-direktør Søren Lennert Mortensen forsvarede forleden KNR, efter at Atuagagdliutit/Grønlandsposten (AG) fra 25. juni skrev, at selvstyret betaler KNR for at producere udsendelser fra borgermøder i juni med tre eksperter i udvinding af radioaktive stoffer.
Læs: KNR-direktør efter kritik: Der er gråzoner alle vegne